Er det virkelig socialdemokraternes bedste sladder?

Jeg kan ikke anbefale det, men i min situation havde jeg ikke andet valg.

Madpakken var proppet i køleskabet, barnet kysset farvel - ikke en, men tre gange - og alligevel var der stadig 20 minutter til, at butikkerne i Rødovre Centrum åbnede. Men jeg skulle ikke hjem uden den bog. Og således trippede jeg frem og tilbage foran Arnold Busch, som en tiger - fanget på den forkerte side af jerngitteret.

Endelig gik porten op, og jeg fik min bog. Parat til at svælge i beskidt sladder og artige afsløringer.

Er man bidt af politik, og det er vi jo nogle stykker, der er, er der ikke noget som et uforfalsket blik bag kulisserne. Og her påstår "Den hemmelige socialdemokrat" at levere varen fra første kapitel.

Vi er med Helle, Margrethe og Villy i tårnet på Amager, mens fodsoldaterne farer uinformerede rundt på Christiansborgs gange. Og vi kigger statsministeren over skulderen, når hun indvier Corydon i kvalerne om Sass Larsens manglende sikkerhedsgodkendelse.

Hvor var forfatteren mon?
Det er spændende stof. Eller det vil sige, at det ville være være spændende stof, hvis vi ellers kunne være sikre på, at det, der står i bogen, er sandt.

Forfatteren deklarerer i forordet sig selv som mangeårigt medlem af den socialdemokratiske folketingsgruppe. Intet køn, ingen alder, ingen politisk forankring. Dog forstår vi, at vedkommende er kørt tilpas langt ud på sidesporet til ikke at være i betragtning til ministerposter, endsige centrale poster i gruppen.

Af det kan vi så udlede, at vedkommende ingen chancer har for at vide, præcis hvad der skete på 22. etage af Hotel Crowne Plaza. Ligesom vi med al sandsynlighed kan antage, at vedkommende heller ikke var til stede i spinchef Noa Redingtons lejlighed på Østerbro den aften, da Sass af Corydon fik besked på at trække sig som ministeremne.

Det skaber det grundlæggende problem, at man bogen igennem konstant spørger sig selv, arh, kan det nu også passe. Eksempelvis da Helle Thorning-Schmidt på et gruppemøde i begyndelsen af sin formandstid sætter daværende sundhedsordfører Lone Møller på plads med bemærkningen: "Skål Lone! Du sidder ikke på din bodega nu".

Det er sjovt, og en smule rystende, men er det sandt? Forfatteren beskriver, at han/hun i underholdningsværdiens tjeneste tager sig visse friheder undervejs. Altså tillader fiktion at afløse fakta. Og med den journalistiske fane højt løftet ville de 271 sider også hurtigt blive tør læsning - at det bliver det alligevel, er så en anden sag.

Fiktion hamler ikke op med virkelighed
En masse anekdoter fortælles undervejs, som politikerne ikke af egen drift ville lade vriste fri af tungebåndet. Heraf er mange historier genfortalt i pressen, og næsten lige så mange skudt ned igen.

Nej, jeg har ikke danset med Kresten Schultz Jørgensen til formandsfesten i 2005, fortæller Tine Aurvig-Huggenberger til Jyllands-Posten. Nej, min røv blev ikke komplementeret af unge indvandrere på Brøndby Station, replicerer Sophie Hæstorp Andersen. Og nej, det var ikke med de ord, at Thorning satte mig på plads i gruppeværelset, husker Lone Møller.

I det hele taget er det tankevækkende, at pressedækningen af bogen i lange stræk har været mere interessant end selve det at læse bogen. Problemet er nemlig, at der ikke serveres nogle ægte afsløringer. Og på samme måde er kvaliteten af sladderen bare for lav.

Er det jeres bedste sladder?
Det er ikke interessant at høre om Thor Mögers smørrebrødsvaner. Og at Mette Frederiksen er tudevoren kan heller ikke komme bag på mange med interesse for livet på Christiansborg.

Der må være sket mere interessante ting end det. Hvad eksempelvis med rygterne om Thornings påståede utroskab? Ikke at jeg påstår at vide, at der er noget om snakken, men hvis der var, ville det da være seriøs sladder.

Mest interessant er det, når Jesper Petersen sidst i bogen indvier Henrik Sass Larsen i metoder til gavn for afpresning af uregerlige gruppemedlemmer. Tricks, som han vel at mærke har lært af Ole Sohn, som er blevet undervist i dem på et DKP-kursus i Rumænien.

"Læg afstand til dem, der ikke opfører sig ordentligt. Tag ham Rasmus Horn med hans feministiske ligestillingspolitik, som ingen rigtige arbejdere gider. Sådan en som ham skal vi bare lade være med at hilse på og ignorere, når han beder om ordet. Vi skal mødes og måske holde nogle fester - uden ham. Alt sådan noget," er Jesper Petersen citeret for at sige.

Raffineret voksenmobning kan man kalde det, og på mange måder er det, hvad politik ender med at fremstå som, når man lader sig informerer af beretninger som "Den hemmelige socialdemokrat". Man skal lede langt efter idealerne i fremstillingen af politikernes motiver til handling. Magt, magt og mere magt synes at være kodeordet.

Godt indblik i lukket verden
Bedst fungerer bogen i beskrivelsen af formandskampen efter Lykketofts nederlag i 2005. Her giver forfatteren blandt andet et glimrende indblik i dynamikken bag partiets kaffegrupper.

Mere trægt bliver det imidlertid i takt med, at kronologien fører os frem til perioden efter valgsejren i september 2011. Flere kapitler om løftebrudsdiskussionen fortæller intet nyt, men kredser om den håbløse håndtering af betalingsringen samt Thorning og Corydons voksende isolation fra resten af partiet.

Min svigermor overtager bogen, når jeg har sat det sidste punktum, og jeg tror, at hun som udenforstående vil få større glæde af den invitation til livet bag scenetæppet, som forfatteren udstikker.

Selv vil jeg se frem til at læse næste kapitel i dagspressen. Og her er vi jo heldigvis sikre på at have en ærlig overraskelse til gode.

"Den hemmelige socialdemokrat" er udkommet på People's Press. Bogen er på 271 sider og koster 250 kr. E-bogen koster 124 kr.

red@altinget.dk