Er Afghanistan et wake-up call om, at der skal mere kul på EU’s forsvarspolitik? Ikke hvis man spørger Trine Bramsen

BRUXELLES: I toppen af EU-systemet bliver Vestens fortravlede exit fra Afghanistan efter Talibans magtovertagelse set som en bimlende alarmklokke, der advarer om, at europæerne må tage mere ansvar for deres egen skæbne – også på forsvarsområdet.

”Hvilken anden stor geopolitisk begivenhed har vi brug for for at få Europa til at stile efter mere autonomi over sine beslutninger og mere handlekraft,” spurgte formanden for EU-chefernes klub, Det Europæiske Råd, Charles Michel, i et længere indlæg i sidste uge.

EU’s udenrigschef, Josep Borrell, kaldte det i New York Times et ”wake-up call” til europæerne og en grund til at skabe et ”mere strategisk autonomt og militært kapabelt EU”, mens han flagede en ekstra gang for den idé om at kreere en hurtig indsatsstyrke på EU-plan, som allerede cirkulerer i EU-kredse.

Spørger man den danske forsvarsminister er det dog ikke der, vi er. Slet ikke.

Intenst møde

Trine Bramsen (S) tilbragte onsdag og torsdag i Brdo pri Kranju i Slovenien sammen med sine forsvarsministerkolleger ved deres første møde siden de hektiske dage efter Kabuls fald. Det var ”det uden sammenligning mest intense og indholdsrige møde i EU-forsvarsministerkredsen”, som hun har deltaget i, forklarer hun i et interview med Altinget, efter hun er tilbage på dansk jord.

”Alle lande står med de samme spørgsmål til EU. Alle har været det samme frustrerende forløb igennem, både i de helt intense dage, hvor Kabul faldt, som skete hurtigere, end nogen havde drømt om. Men også efterfølgende i forhold til den søgen efter organisering og fælles løsninger og samarbejde, hvor alle lande hver især måtte finde deres løsninger og lave aftaler med hver deres lufthavne i nærområderne,” siger Bramsen.

”Der er en klar - frustration er nok ikke det rigtige ord - mere en søgen efter, hvad vi egentlig kan forvente af EU i krisesituationer som den her. Og egentlig også en accept af, at det kan godt være, at EU ikke er dem, der skal have alle løsninger på hylden, når vi står i den her slags krisesituationer.”

”Men omvendt, så står vi jo nu alle lande med nogle borgere, som fortsat er i Afghanistan, og hvad er EU's svar på det? Og det er ét sted, hvor jeg tror, at mange lande har en forhåbning til, at når nu ikke vi nødvendigvis kan forvente, at EU er dem, der er først, når der opstår pludselige kriser, så at de i hvert fald sikrer de mere langsigtede løsninger på de udfordringer, vi står i nu,” siger hun.

Ikke flere muskler

Hun kalder det "oplagt", at EU påtager sig en rolle i forhold til at fortsætte evakueringer fra Kabul, hvilket også ville være noget, som Danmark på trods af sit forsvarsforbehold kunne tage del i, fordi det er et civilt snarere end et direkte militært anliggende.

Det får hende dog ikke til at mene, at det er nu, man skal til at tale om at give EU flere muskler på forsvarsområdet. Hun har slet ikke lyst til at gå ind i den diskussion, som EU-cheferne i Bruxelles rejser, men affejer det med, ”at hvis ikke vi kan få det, vi har, til at virke, så er det nok også for tidligt at få diskuteret efterfølgende skridt”.

Opfordringen fra udenrigschef Josep Borrell om at få skabt en ny indsatsstyrke på 5.000 mand for at gøre europæerne mindre afhængige af amerikanere og hans kommentarer efter mødet i Brdo om, at han forestiller sig Afghanistan som en katalysator for politiske gennembrud på forsvarsområdet, vil hun heller ikke kommentere.

”Borrell må have alle de holdninger og ønsker, han vil. Men i forhold til evakueringen i Afghanistan, der var forsvarsministrene et andet sted i de drøftelser, der foregik over de to dage. Det var slet ikke et tema, de her forslag. Det var, hvordan vi sikrer, at der er klare linjer,” siger hun.

I som ministre har jo netop heller ikke givet EU den rolle eller de kræfter til at gøre noget, selv hvis de ville?

”Og spørgsmålet er, når krisesituationen indfinder sig hurtigt og hastigt, om EU kan indtage den rolle. For eksempel er der jo stor forskel på, hvordan landene demokratisk gør det. Nogle lande har skullet indhente mandater fra deres nationale parlamenter, som har taget op til tre-fire-fem dage. Andre, som Danmark, kunne bare gå i gang, fordi vi har Udenrigspolitisk Nævn og Forsvarslovens paragraf 7 med retten til selvforsvar.”

”Derfor er det også spørgsmålet, om det overhovedet giver mening, at det er EU's rolle, men så skal man jo også bare være ærlig og sige det,” siger hun.

Forbeholdet ikke til debat

Trine Bramsen påpeger, at det er noget af det, som bør defineres klarere i det såkaldte strategiske kompas for forsvars- og sikkerhedsområdet, som ligger på tegnebrættet i EU-kredsen lige nu, og som netop skal udpensle, i hvilken retning EU skal gå på det felt.

Kompasset skal være færdigt til foråret, men planen er, at der kan være en skitse parat til, når forsvarsministrene mødes i Bruxelles i midten af november. Det er også i det regi, at spørgsmålet om en ny indsatsstyrke skal afklares, hvilket Danmark i kraft af forsvarsforbeholdet dog ikke får nogen stor rolle i at afgøre.

Stemmer hos Venstre, Radikale og Konservative har alle i kølvandet på Afghanistan-misæren efterlyst et opgør med Danmarks forsvarsforbehold netop i lyset af, at Europa måske skal til at træde mere i karakter forsvarspolitisk.

Trine Bramsen er dog slet ikke der, hvor hun vil diskutere det danske forsvarsforbehold, eller om Danmark er i risiko for at blive efterladt udenfor, hvis der kommer mere fut i samarbejdet.

”Det er ikke sådan, jeg ser det lige nu. Jeg ser det ikke som en hindring. Det var heller ikke det, der var diskussionen de forgangne dage. Det var, hvordan får vi det, vi har, til at virke, og om ikke at tage videre skridt, før end det, vi har, er afgrænset.”

Men der er jo en selvransagelse i gang i forhold til, om vi kan stole på amerikanerne længere. Gør du dig slet ikke nogen tanker om, hvordan det stiller Danmark som forbeholdsland?

”USA er én af Danmarks allermest tætte allierede, når det handler om forsvarssamarbejdet, det kommer vi ikke udenom. Og i den situation vi lige har været i, ville forbeholdet hverken have gjort fra eller til,” konkluderer ministeren, før hun haster videre.

rikke@altinget.dk