Engberg-udvalg anbefaler ny model for ejendomsvurderinger

ANBEFALING: Det ekspertudvalg, som har undersøgt ejendomsvurderingerne, har i dag fremlagt sine anbefalinger til fremtidens ejendomsvurderingssystem. Se udvalgets anbefalinger her.

Ekspertudvalget med Peter Engberg Jensen i spidsen fremlagde torsdag formiddag sine anbefalinger til en ny model, der skal bruges til at vurdere ejendomspriser i fremtiden.

Ifølge Peter Engberg Jensen bliver det nye system mere gennemsigtigt end de nuværende.

”Med den nye model for ejerboliger får vi et mere objektivt og gennemsigtigt system. Men det er klart, at vi ikke får en helt eksakt pris på det enkelte hus. Modellen vil give et mere gennemsigtigt beskatningsgrundlag, end der er i det gamle system,” lyder det fra udvalgsformanden i en pressemeddelelse.

I fremtiden får boligejere mulighed for selv at korrigere fejl i de data, der ligger til grund for vurderingerne.

”Det er vigtigt, at vurderingerne bliver så klare og præcise som muligt. Derfor anbefaler vi, at ejerne får mulighed for at rette fejl i data, når de modtager vurderingen fra Skat. Det kan for eksempel være, at der er fejl i registreringen af en tilbygning, som skal tælle med på en anden måde,” udtaler Peter Engberg Jensen.

Med den nye model, som udvalget anbefaler, vil ejendomsvurderingerne i gennemsnit stige med 9,3 procent, fremgår det af ekspertudvalgets rapport.

Men det fører ikke automatisk til et højere skatteniveau for den enkelte boligejer.

”Den umiddelbare effekt på ejendomsskatterne er for langt de fleste meget begrænset på grund af skattestoppet,” skriver udvalget i sin rapport.

Udvalgets anbefalinger
Her følger en gennemgang af Engberg-udvalgets konkrete anbefalinger, som kan blive til virkelighed, hvis et flertal på Christiansborg siger ja til den foreslåede model.

De væsentligste anbefalinger til ny vurderingsmodel for ejerboliger er:

- Vurderingen af landets ca. 1,7 mio. ejerboliger bør baseres på faktiske handelspriser på sammenlignelige ejendomme i nærområdet

- Alle vurderinger bør bygge på objektive data og kriterier

- GPS-data inddrages til at tage højde for fx afstand til vej, udsigt til vand og jernbane i baghaven m.m.

- Vurderingerne skal i videst muligt omfang være gennemskuelige og beregningsgrundlaget tilgængeligt for den enkelte ejer og på Skats hjemmeside

- Ejeren bør inddrages tidligt i vurderingsprocessen og gives mulighed for digitalt at rette forkerte data

- Beskatningsværdien for grunde tilhørende parcel- og rækkehuse fastsættes som en politisk eller administrativt fastsat andel af den samlede ejendomsværdi

”Ekspertudvalget anbefaler således, at vurderingsprocessen tænkes sammen med klagesystemet. Først kan ejeren selv rette fejl og anmode om korrektion for forhold, der påvirker ejendomsværdien og er direkte målbare. Efterfølgende kan ejeren ligesom i dag klage over den samlede vurdering. Processen skal give større gennemsigtighed for ejendomsejerne og vil medvirke til at reducere sagsbehandlingstiden i klageprocessen,” står der i rapporten.

Ny model for erhvervsejendomme

Udvalget anbefaler også nye modeller for henholdsvis erhvervsejendomme og landbrugsejendomme:

- Der skal udvikles en model, der baseres på en afkastbaseret metode

- Normen for en vurdering skal ændres til et gennemsnitligt handelsprisniveau fastsat ud fra gennemsnitlige lejeindtægter, udgifter og forrentningskrav      

- Der opbygges et register med standardiserede markedsdata samt oplysninger om erhvervsejendomstyper og geografisk beliggenhed               

- Registerets oplysninger gøres offentligt tilgængelige            

- Registerets data om lejeindtægter og udgifter tilvejebringes ved indberetninger fra de største virksomheder på erhvervsejendomsmarkedet

- BBR-registeret er i dag mangelfyldt på erhvervsområdet og bør derfor udvikles og kvalitetssikres

”Udvalget anerkender, at det vil være en tidskrævende opgave at udvikle den nye vurderingsmodel for erhvervsejendomme fuldt ud. Derfor anbefaler udvalget, at der på kort sigt anvendes en vurderingsmodel baseret på afkast. En model, der kombinerer statistisk estimering af gennemsnitslejeniveauer, udgifter og forrentningskrav med manuelle korrektionsmuligheder,” skriver Engberg-udvalget.

Forrige artikel Direktør stopper i Kulturstyrelsen Direktør stopper i Kulturstyrelsen Næste artikel Nyt tiltag imod social dumping hænger i en tynd tråd Nyt tiltag imod social dumping hænger i en tynd tråd