En måned efter kritisk rapport fra Klimarådet ved midterpartier ikke, om de går ind for rådets anbefalinger

Der er brug for politisk handling med det samme, hvis vi skal nå klimamålet for 2025. Det konkluderede Klimarådet i sin statusrapport og foreslog tre konkrete tiltag. En måned senere kan regeringspartierne og flere andre ikke sige, hvad de mener om forslagene, eller hvad de i øvrigt mener, der skal gøres.

Der er brug for omgående handling nu og her, hvis Danmark skal nå klimamålet for 2025.

Sådan lød det overordnede budskab fra Klimarådet, da det præsenterede sin årlige statusrapport i slutningen af februar.

Klimarådet anbefalede samtidig tre konkrete tiltag, der kan få Danmark i mål:

Hæv afgiften på diesel, annoncer en CO2-afgift på landbruget og fremryk CO2-afgiften på industrien.

Men en måned senere kan adskillige af de største partier i Folketinget ikke sige, hvad de mener om de tre forslag, eller hvad de i øvrigt mener, der skal gøres på baggrund af rapporten.

Det viser Altingets rundringning til Folketingets partier.

Enhedslisten og Alternativet går ind for alle tre tiltag, mens Danmarksdemokraterne og Nye Borgerlige er imod alle tre tiltag.

SF går ind for to af forslagene – nemlig at annoncere CO2-afgiften på landbruget med det samme og at hæve afgiften på diesel - men ved endnu ikke, om partiet vil fremrykke CO2-afgiften på industrien.

Konservative siger nej til øget afgift på diesel og til at annoncere afgiften på landbruget. Når det gælder det sidste forslag - at fremrykke CO2-afgiften på industrien – er partiet skeptisk, men har ikke lagt sig fast.

Regeringspartierne Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne samt Radikale og Liberal Alliance er ikke klar til at svare på, om de bakker op om Klimarådets bud.

I stedet lyder meldingen fra de fleste, at det skal drøftes nærmere.

Mangler tal fra klimafremskrivningen

Torsdag eftermiddag skal klimaminister Lars Aagaard (M) på et samråd forklare Folketinget, hvad regeringen vil gøre i lyset af Klimarådets rapport.

Altinget fangede ministeren tirsdag, og her var hans korte svar, at regeringen venter på den kommende klimafremskrivning fra Energistyrelsen, før den melder noget ud:

“Jeg har ikke fået de endelige tal for, hvordan det går med 2025-målet endnu. Når regeringen har fået dem,  vil vi kigge på det og forholde os til, hvad der skal gøres. Indtil da kan jeg ikke tilføje yderligere.”

{{toplink}}

”Vi kigger på det hele”

Hos Venstre siger Linea Søgaard-Lidell, at der er “stor interesse i at drøfte anbefalingerne fra Klimarådet”.

Og i det tredje regeringsparti, Socialdemokratiet, peger klimaordfører Lea Wermelin på, at rådet kommer med mange forskellige forslag i rapporten: ”Vi kigger på det hele,” siger hun. 

Wermelin slår fast, at regeringen holder fast i 2025-målet og vil gøre det nødvendige for at nå det.

“Det står helt klart i regeringsgrundlaget, at vi skal nå 2025-målet. Nu kommer klimafremskrivningen snart, som viser, hvor meget vi mangler for at nå målet, og derfra kommer vi selvfølgelig til at se på, hvilke værktøjer, der skal til for at vi når i mål,” siger hun.

Hvorfor kan I ikke i Socialdemokratiet allerede nu pege på, hvilke konkrete tiltag I vil bakke op om i stedet for først at begynde at drøfte det, når klimafremskrivningen kommer?

“Der er ikke noget modsætningsforhold imellem, at Klimarådet siger, at der er behov for handling nu, og at vi skal have de endelige tal fra klimafremskrivningen. Vi er i fuld gang med at handle. Vi er i fuld gang med nogle af de anbefalinger, Klimarådet kom med sidste år.” 

Forrige artikel Skal regionerne nedlægges? Vælgerne er delt på midten Skal regionerne nedlægges? Vælgerne er delt på midten Næste artikel Patientforening ude med riven: Etisk Råds argumenter om organdonation bygger på antagelser – ikke viden Patientforening ude med riven: Etisk Råds argumenter om organdonation bygger på antagelser – ikke viden