En af disse to bliver Storbritanniens nye premierminister

KAMPVALG: Efter flere afstemningsrunder er der to kandidater tilbage i kampen om at afløse Theresa May. Vinderen skal nu findes ved en urafstemning blandt de britiske konservatives partimedlemmer.

Boris Johnson eller Jeremy Hunt bliver navnet på briternes næste premierminister.

De to mænd er nemlig de eneste tilbageværende kandidater i kapløbet om at overtage de britiske konservatives formandspost efter Theresa May, hvilket samtidig udløser embedet som premierminister.

Hvem der ender med at få posten, skal nu afgøres af partiets medlemmer ved en urafstemning.

Men inden de to mænd nåede dertil, skulle de gennem hele fem afstemningsrunder blandt de konservative parlamentsmedlemmer. Boris Johnson har siden første afstemningsrunde været en klar favorit med flest stemmer i hver runde, mens Jeremy Hunt har kæmpet tæt med de øvrige kandidater om at overleve udskillelsesløbet.

I sidste runde var det dog ham, der trak det længste strå. Med 77 stemmer vandt han med et mulehår foran den britiske miljøminister Michael Gove, der fik 75 stemmer. Boris Johnson fik 160.

Jagten efter en ny formand og premierminister blev indledt, efter Theresa May i kølvandet på europaparlamentsvalget annoncerede sin afsked.

Favoritten Boris Johnson er især kendt for at være en af de ledende stemmer i den kampagne, der kæmpede for at få briterne til at stemme for at forlade EU ved folkeafstemningen i juni 2016. Efterfølgende blev han udenrigsminister under Theresa May, og det var han indtil juli 2018, hvor han forlod posten i protest over Mays strategi for Brexit.

Hans afløser er selvsamme Jeremy Hunt, der nu kæmper imod ham. Hunt arbejdede for, at Storbritannien skulle blive i EU, og han har også været fortaler for en ny folkeafstemning. Han er dog sidenhen blev omvendt, og han er nu tilhænger af Brexit.

Efter sin nye holdning til Brexit gjorde han sig også uheldigt bemærket i EU, da han sammenlignede EU med det tidligere Sovjetunionen.

Urafstemningen forventes ifølge Politico Europe at være færdig i uge 30.

Forrige artikel Håbet om dansk EU-toppost får nyt liv Håbet om dansk EU-toppost får nyt liv Næste artikel Vestagers EU-chancer hænger i en meget tynd tråd Vestagers EU-chancer hænger i en meget tynd tråd