Embedsmand – kend din plads
Ord fra Udgiver
Udgiver Rasmus Nielsen | |
Print
KLUMME: Embedsværket står for skud til stor bekymring for standen selv. Men indtager embedsstanden sin klassiske plads, er der trygt og lunt bag ministerens udsatte position, skriver chefredaktør Rasmus Nielsen.
EMBEDSVÆRKET STÅR FOR skud – generelt i disse år og i særdeleshed i disse dage, efter at Bo Smith-udvalget er nedkommet med sine anbefalinger. Vi på Altinget behandler standen til daglig til ind- og udvortes brug påført af de kyndige hænder sat på journalist Sine Riis Lund, der redigerer Altinget: embedsværk.
Hvor embedsværket i mange år levede godt, stille og diskret, tør det siges, at der er kommet fokus på standen. En række kritisable sager, der sår tvivl om den ellers hæderkronede stand af jurister, politologer og økonomer m.fl., har ført til, at spotlyset for en gang skyld vendes mod departementschefen, kontorchefen og kommunaldirektøren.
De mest kritiske røster har talt om embedsmænd, der agerer som nikkedukker for politikernes kortsigtede ønsker på bekostning af normer som sandhed, faglighed og lovlighed.
Debatten kan have skabt næring for en øget mistro til statens inderste maskinrum. Tilliden til det statslige niveau er nemlig faldet de senere år, konstaterer Bo Smith-udvalget i sin rapport “Embedsmanden i det moderne folkestyre”, der kom i mandags.
“Vi finder det stærkt bekymrende, selv om det er værd at huske, at vi i Danmark har et højt tillidsniveau mellem borgere og myndigheder,” siger formanden for udvalget, Bo Smith, der er tidligere departementschef i Beskæftigelsesministeriet.
MIN EGEN ERFARING med embedsmænd som politisk journalist siden Anker Jørgensen er også præget af, at der er sket en udvikling. Fra embedsmanden som den ydmyge, dybt loyale til den mere politiserende og ind imellem koleriske type. For at sætte det lidt karikeret op. Anekdokterne om den magtfulde Michael Lunn i Justitsministeriet, der holdt rækker af justistsministre i kort snor som manden med sin hund, kendes af mange i omegnen af Slotsholmen.
I gamle dage, lad os hér definere det som op til 90'erne, virkede embedsmænd meget korrekte; de holdt sig til paragrafferne. Men meget i dag er politiseret – spinfolket har holdt sit indtog, og embedsmændene tager farve af retorikken. Som journalist kan man opfatte det som, at den politiske embedsmand allerede er indført. Uden om politiske beslutninger.
Rådgivning af ministre fylder eksempelvis rigtig meget i departementschefernes hverdag, modsat driften af organisationen. Det viser en undersøgelse fra Bo Smith-udvalget, der spørger, om det nu er den helt rigtige prioritering.
Bo Smith-udvalget anbefaler herefter at se på offentlige chefers ansættelsesvilkår, herunder hvordan de kan sikres en betryggende udgang, når den politiske ledelse vil af med dem.
Det foreslår også at nedsætte et nyt udvalg for at give Folketinget mere fleksible muligheder for at få undersøgt en given sag, men også at sikre de implicerede embedsmænd en hurtigere afklaring.
Finansminister Claus Hjort Frederiksen (V), der selv i mange år som partiseketær var en slags departementschef i Venstre, kom efter præsentationen af undersøgelsen embedsværket til undsætning, da han til Altinget sagde:
"Det er jo åbenbart, at når der er begået nogle fejl, så er instrumentet med en undersøgelseskommission jo en meget langsommelig ting. Kan man gøre det på en smidigere måde, som stadig overholder de væsentlige retsstillingsgarantier, som embedsmændene skal have i de her sager? Vi skal prøve at se, om vi kan komme med nogle løsninger på sådanne spørgsmål."
Claus Hjort advarer mod en nulfejlskultur blandt embedsmænd, der er blevet forskrækkede af den megen kritik af standen. Fejl skal rettes og undgås i fremtiden, og så er den ikke længere, mener han.
DEN MODERNE EMBEDSMAND kender sin plads som loyal tjener for den politiske chef, der ud fra et flertal udformer nye regler og så får sin stab til at administrere dem. Og forhåbentlig er der rum til, at embedskvinden har mæle i det offentlige rum.
Et bemærkelsesværdigt eksempel på det leverer Altingets Ole Toft i sin samtale hjemme i Hvalsø hos den fyrede departementschef Jesper Zwisler, der har betjent Manu Sareen (R), Annette Vilhelmsen (SF) og Karen Hækkerup (S). Han har rødder i det kommunale, men blev pludselig ophøjet til Slotsholmen. Det var åbenbart for stor en mundfuld. Han følte sig frosset ud af de departementschefskolleger, der længe havde netværket med hinanden på Slotsholmen.
"Det var ikke bare et hop fra den kommunale til den statslige sektor. Det var virkelig en helt, helt anden verden."
Og han bekræfter Bo Smith-konklusionen om, at embedsmænd må bruge tid på minister-betjening frem for at passe deres rolle om regel-administratorer, idet han siger:
"Realiteten er, at du 24-7 har fokus på ministeren, Folketinget og regeringen. Det æder al din tid. Det med at tænke mere langsigtet, lede styrelserne og tænke i personaleledelse, det var der stort set ikke tid til".
Bo Smith tror ham. Jeg tror ham. Gør du? Man kunne sige til såvel minister som embedsværket: – Embedsmand, kend din plads. Det er pænt ment. På den klassiske plads som loyal formidler af politiske beslutninger. Det er demokratiet og magtens tredeling bedst tjent med. Og på denne plads er der trygt at stå. Langt fra undersøgelseskommissioner, hvad enten de er langsomme eller hurtigtarbejdede. De klassiske, ægte embedsmænd fortjener bedre end miskreditering og mistænkeliggørelse.
