Ellemann har bundet sig til masten på Mette Frederiksens skib. Og Løkke sidder i en flyver

Regeringsmagten er en scene, hvor den, der har hovedrollen som statsminister, også skriver manuskriptet og instruerer birollerne.

Det var givet, at hovedrolleindehaveren i den nye SVM-regering ville blive Socialdemokratiet og statsminister Mette Frederiksen. Spørgsmålet var, hvor store birollerne ville blive, og her er den hårde konklusion, at de blev mindre end forventet.

For en regering, hvis selverklærede hovedformål er at udvide det økonomiske råderum, fordi det ellers vil ”blive meget vanskeligt at gennemføre de investeringer, der er afgørende for at vi kan udvikle vores samfund”, er det åbenlyst, at finansministerposten er altafgørende.

Der fortsætter Nicolai Wammen, mens Jakob Ellemann-Jensen og Lars Løkke Rasmussen er – ressortmæssigt og ofte også i bogstavelig og geografisk forstand – langt væk.

Dermed fortsætter SVM-regeringen den tradition, der har været gældende siden 1984, hvor finansministerposten og statsministerposten følges ad. Og dermed fortsætter den også traditionen for, at det største parti i regeringskonstellationen sætter kursen og definerer projektet.

Det sidste udstiller selvfølgelig også, hvor lille et parti, Venstre er blevet, og det må øge bekymringerne for partiets genrejsning som folkeparti og for det borgerlige Danmarks fremtid mere generelt.

Ellemanns hjerteblod

Da Ellemann-Jensens forgænger, Anders Fogh Rasmussen, i et stort interview med Politiken lige efter folketingsvalget legitimerede Venstres historiske brud med resten af den borgerlige blok og velsignede regeringssamarbejdet med Socialdemokratiet, gjorde han netop opmærksom på, at Venstre skulle have finansministerposten, hvis regeringen skulle være ligeværdig.

”Hvis Venstre skal sikre sig ligeværdighed i regeringssamarbejdet med et parti, der er dobbelt så stort, så er man nødt til at sidde et sted, hvor alt løber igennem. Og det er Finansministeriet,” sagde Fogh.

Den analyse har han helt ret i. Og konklusionen er selvfølgelig dermed også, at når Wammen fortsætter som finansminister, er SVM-regeringen ikke en ligeværdig regering. Det er en S-regering, med V og M som juniorpartnere.

Ingen, der har talt med Jakob Ellemann-Jensen, kan være i tvivl om, at forsvaret og udenrigspolitikken er hjerteblod for ham. Og ingen kan være i tvivl om, at Ruslands krig i Ukraine har ramt ham dybt, følelsesmæssigt såvel som på hans politiske verdensanskuelse.

Vil man selv have syn for sagen, kan man læse Altingets interview med ham fra tidligere i år, hvor han fortalte om at forsvare friheden og det liberale demokrati:

”Det er simpelthen så essentielt for alt, hvad mit liv drejer sig om og har drejet sig om,” som han sagde.

Der er heller ingen tvivl om, at forsvarsministerposten er større i dag end på noget andet tidspunkt siden 1945. Der skal oprustes, og dansk forsvar skal integreres i en europæisk forsvarslinje. Det kommer også til at betyde meget for Ellemanns valør hos borgerlige vælgere, og det er vigtigt i den kommende kamp om deres politiske tilhørsforhold mellem V, K, DF, DD, NB og ikke mindst LA.

Det store ”men” i den ligning er, at den her regering handler om nationaløkonomi, arbejdsudbud og reformer, og her er Ellemann – så at sige – meget langt fra fronten.

S sidder på økonomien

Eneste økonomiske ministerpost, Venstre får, er Troels Lund Poulsens økonomiministerpost. Det er et sagstungt driftsministerium, og selvom der står respekt i Socialdemokratiet om Lund Poulsens evner, så er det ikke en post med samme tyngde som Finansministeriet. Samtidig sidder Socialdemokratiet også på skatteministerposten, hvor Jeppe Bruus fortsætter.

Så ikke alene sidder S med den altafgørende finansministerpost – og ikke alene er Statsministeriet under Mette Frederiksens ledelse blevet udvidet med økonomisk-politiske muskler – man har også to økonomiske ministerier mod et til Venstre.

Så er det rigtigt nok, at fordelingen i regerings koordinationsudvalg er ligelig fordelt mellem S og V, med tre til hver, hvor Ellemann-Jensen dukker op sammen med sine medforhandlere fra regeringsforhandlingerne, Sophie Løhde og førnævnte Lund Poulsen, når de store linjer skal lægges sammen med Mette Frederiksen, Nicolai Wammen og justitsminister Peter Hummelgaard – og Moderaternes Lars Løkke Rasmussen og Jakob Engel-Schmidt.

Men de tal og beregninger, der vil mødes om, dem har Wammen med. 

Eneste trøst for Ellemann er, at Løkke Rasmussen – som på én gang er kollega, tidligere chef og nuværende rival – om muligt er endnu længere væk fra den vigtigste front.

Løkkes partipolitiske vanrøgt

At Lars Løkke Rasmussen kopierer sit eget move fra VLAK-tiden, hvor Anders Samuelsen blev gjort til udenrigsminister, er og bliver en skulder så kold som vintervejret til hans nystiftede parti. Ikke fordi udenrigsministerposten ikke er fin og vigtig. Og heller ikke fordi den ikke er blevet vigtigere i en tid med i dyb geopolitisk forandring,

Men fordi den her regering handler om reformer og institutionel reorganisering af velfærdsstaten. Ikke mindst på sundhedsområdet, hvor Løkke Rasmussen har sine spidskompetencerog optjente sit renommé som politisk håndværker extraordinaire. Den meget tunge opgave skal Venstres hard hitter nummer et, Sophie Løhde, tage sig af.

Hvis Løkke Rasmussens store planer skulle blive til virkelighed, ville det kræve at han selv satte sig for bordenden, fik etableret sit eget politiske-økonomiske sekretariat og moslede det igennem K- og Ø-udvalget, som han gjorde, da han nedlagde amterne i sin tid.

Og havde han store planer om, at hans parti skulle blive en fast del af dansk politik, har han nu givet den tilbageværende og helt uprøvede folketingsgruppe den værst tænkelige start. For nu vil han sidde på en flyver meget af tiden på vej til og fra møder i det store udland. Ligesom hans tro væbner Jakob Engel-Schmidt også vil være travlt optaget af sager og drift ovre i Kulturministeriet, hvor han skal træde sine barnesko som minister. Folketingsgruppen må altså selv finde ud af det.

Det ligner partipolitisk vanrøgt fra stifterens side.

Frederiksen sikrer arvefølgen

Med andre ord har vi at gøre med en uligeværdig regering, og uligeværdigheden er til Mette Frederiksens og Socialdemokratiets fordel. I den altdominerende magtakse i de seneste 40 års politik, fortsætter hun og Wammen deres parløb som stats- og finansminister.

Det gør det alt andet lige meget lettere for hende at udforme narrativet om de hårde reformer, hun nu kommer til at stå i spidsen for. Et narrativ, hvor hun konstant vil understrege de socialdemokratiske balancer – at Arnepensionen er bevaret, at de forhøjede dagpenge er forsvaret, og at det højere fradrag for fagforeningskontingentet er i hus. At de ældre har fået forhøjet deres ældrechek og så fremdeles.

Der er også blevet plads til at sikre tronfølgen i Socialdemokratiet, hvor Peter Hummelgaard nu følger i Frederiksens spor fra Beskæftigelsesministeriet til Justitsministeriet. Her kan Hummelgaard opbygge sit renommé som trygheds- og værdipolitiker, ligesom han kan optjene dyb erfaring i regeringens K-udvalg.

Han overtager fra Matias Tesfaye, som er Socialdemokratiets ideolog prima inter pares. Det er rigtigt at se Børne- og undervisningsministerposten som en belønning for lang, tro tjeneste på de hårdeste fronter for Socialdemokratiet i Mette Frederiksens første periode, nemlig udlændingefronten og den retspolitiske front.

Men undervisningsministeriet er ikke bare hjerteblod for Tesfaye. Reformeringen af uddannelsesområdet, hvor det er et eksplicit formål for regeringen, at ”flere unge vælger erhvervsskolerne fremfor det almene gymnasium.”

Det er ikke alene et stykke meget vigtig socialdemokratisk værdipolitik i en regering, der ellers mest er fokuseret på teknokratisk udbudspolitik. Det handler også om den måde, partiet gerne vil rammesætte og gennemføre den grønne omstilling som en ny industrialisering fuld af grønne kedeldragter og produktion af grøn energi.

Her kan man så studse over, at Venstre, som med Ellemann-Jensen i spidsen åbenlyst har forsøgt at få del i emneejerskabet til det grønne, ikke har sat sig på klimaministeriet. I stedet har man accepteret, at den skulle gå til én udefra og ovenikøbet på Moderaternes bud, nemlig Dansk Energis eksdirektør, Lars Aagaard.

Alle hans kvaliteter ufortalt er det et stort spørgsmål, hvordan Venstre, hvis formand selv siger at klimaudfordringerne er vor tids største udfordring, skal blive anset for et førende grønt parti uden klimaministeriet.

Her har Socialdemokratiet holdt fast i Dan Jørgensen, som får den ambassadørlignende ministerpost som minister for ”udviklingssamarbejde og global klimapolitik”, mens den hyperpopulære Magnus Heunicke bliver miljøminister.

Sprængfarligt for Ellemann

Samlet set må man sige, at selvom regeringsgrundlaget har tydelige fingeraftryk fra både Venstre og Moderaterne, er den en meget socialdemokratisk ledet regering. Ligesom den vidner om, hvor dominerende Socialdemokratiet er blevet i dansk politik.

Og det helt store spørgsmål for Ellemann Venstre er, om uligeværdigheden i regeringen sætter sig som en erfaring af uværdighed i partiet. Sker det, så kan det blive sprængfarligt for Ellemann. Ligesom det er et åbent spørgsmål, om Moderaterne kan holde sammen på sig selv, når Løkke er så meget væk.

Tilbage står, at en bred midterregering var Mette Frederiksens projekt, og at det er lykkedes hun med. Det er hende, der har hovedrollen. Hende der skriver replikkerne og instruerer. Og kender man hende ret, bliver der ikke meget rum til improvisering for indehaverne af birollerne.  

es@altinget.dk