Ellemann er færdig som statsministerkandidat
Selvom Ellemann nu har skiftet ministerie, får det ham ikke tættere på statsministerposten. For med Venstres nye værdifællesskab med Socialdemokratiet og Moderaterne vil det virke komisk, hvis han til næste valg erklærede sig som statsministerkandidat, skriver Ali Aminali.
Jakob Ellemann-Jensen, Venstres formand, vicestatsministeren og tidligere leder af det borgerlige Danmark, er tilbage i dansk politik med sin beslutning om at trække sig væk fra Forsvarsministeriet.
Nu har Ellemann givet et forsvarsministerium, hvor næsten alt er galt og skal genopbygges, videre til den loyale og pålidelige partikammerat Troels Lund Poulsen (V). En mand, som politisk kommentator Noa Reddington groft sagt beskrev som “en, der ikke kan gå forbi to politikere på Christiansborg uden at få en aftale i hus”.
Men han er også en, som allerede tilbage i 2003 i bogen “Den forandrede verden” sammen med Søren Gade (V) luftede en klar holdning og vision for forsvaret. Derfor er det også det helt rigtige valg for Ellemann, som nu kan tage plads i Økonomiministeriet, kigge ud ad vinduerne, håndtere det organisatoriske og fokusere på at genopbygge Venstre.
Jakob Ellemann-Jensen skulle nok aldrig have valgt at blive minister for et område, som er så komplekst, men fred være med det – nu har Troels det, og vi skal ikke hjem - vi skal videre. Forstå mig ret, jeg ønsker kun det bedste for Ellemann, for han er en af de dygtigste politikere, jeg nogensinde har mødt, interviewet eller oplevet på tæt hold.
Men lad os være ærlige - Venstre er ikke det samme magtparti, som det var før, og Ellemann er ikke statsministerkandidat for nogen andre end sig selv.
Sagen er, at mens Jakob Ellemann-Jensen og Venstre "går videre", står danskerne og det borgerlige Danmark tilbage med en klar forståelse af, at Ellemann er færdig som statsministerkandidat. For ideen om at “gå videre” handler om at opbygge et fundament, som distancerer Venstre fra det borgerlige Danmark, både politisk og værdimæssigt.
{{toplink}}
Venstre med Jakob Ellemann-Jensen i spidsen gjorde det klart med sin seneste udmelding, at Venstre ikke vender “hjem”, medmindre de borgerlige vil ind og agere i “midten”. Det passer fint ind i den historiefortælling, Venstre er ved at opbygge i forhold til deres deltagelse i en midter-regering med Socialdemokratiet og Moderaterne.
Venstre er nemlig angiveligt gået fra “et arbejdsfællesskab" til “et værdifællesskab" med Socialdemokratiet og Moderaterne. Og det viser tydeligt, at Venstre med Ellemann i spidsen har besluttet sig for at opbygge et midterpolitisk fundament, hvor deres ligesindede er Moderaterne, Socialdemokratiet og De Radikale.
Det kan ses på mange politiske og værdimæssige fronter, men især har korankrisen vist, hvordan Venstre uden at tøve nu er klar til at begrænse danskernes ytringsfrihed for at imødekomme “det globale syd”. Ja, Venstre - det samme Venstre, der under Anders Fogh Rasmussen, Lars Løkke Rasmussen og på sin vis også i en periode under Ellemann, forsvarede sammenhængskraften og fastholdt vores ret til frihed og ytringer.
Det er en ideologisk og værdimæssig drejning, som viser, at Venstre har rykket sig på kort tid. Derfor er det også vigtigt at tage Venstre og Ellemann alvorligt, når han påpeger, at Venstre går videre og ikke ser noget konstruktivt i at være i den borgerlige blok.
{{toplink}}
Alt dette er fint i sig selv, men det betyder også, at Jakob Ellemann Jensen er færdig som statsministerkandidat.
Faktisk vil jeg gå så langt som at sige, at det vil virke komisk, hvis Jakob Ellemann-Jensen ved næste valg erklærer sig som statsministerkandidat. For ærligt talt - man kan ikke være statsministerkandidat for et midterprojekt, hvor Socialdemokratiet altid vil være det stærkeste magtparti i midterklubben.
Derfor må man bare konkludere, at Jakob Ellemann-Jensen og Venstres tid som spydspids er ovre. Det er vigtigt at påpege, at der ikke er noget galt med det projekt og den retning, Jakob Ellemann-Jensen har udstukket for Venstre. Faktisk er jeg sikker på, at midterprojektet, som Ellemann nu har investeret sig selv og partiet fuldt ud i, nok skal lykkes på den ene eller anden måde. Det ville eksempelvis ikke overraske mig, hvis andre partier også bliver fristet af “midten”.
Men det ændrer ikke på, at Ellemann har forvandlet Venstre fra at være et alternativ til Socialdemokratiet til en god “kammerat”, der værdimæssigt nu er tættere på “fjenden” end de tidligere venner i den blå blok. Derfor bliver det svært at se den samlede borgerlige fløj pege på Ellemann som statsminister.
Derfor er Jakob Ellemann-Jensen ikke statsministerkandidat, medmindre der sker noget drastisk i dansk politik.
Men selv hvis det skulle ske, er hans seneste historik i forhold til at træffe beslutninger, være stabil og være den formand, Venstre har brug for, imod ham. Det hele virker efter ministerie-skiftet til at vakle.
Tanken om, hvorvidt han overhovedet kan klare rollen som formand, er stadig et spørgsmål, der bliver hvisket om i krogene i baglandet, hvor man er tilfreds, men også har andre navne klar, hvis korthuset falder sammen.
Det bliver svært for Ellemann i Økonomiministeriet, så længe han ikke er de facto statsminister
Pernille Skipper: Tre ting er galt med systemet, der fordeler penge til sociale indsatser – og de udsatte ender som tabere
