Elberth: Lær det nu – Interne møder findes ikke

KLUMME: Bondo har prøvet det. Lykketoft har prøvet det. Og nu forsvarschef Peter Bartram. At sige ting i lukkede rum, der vandrer ud i offentligheden. Et vilkår, når vi alle er blevet dokumentarister, skriver Benjamin Rud Elberth.

”Da han stod roligt og kiggede op, så tog jeg min riffel og skød ham lige igennem hjernen”.

Sætningen blev sagt af dyrlæge Mads Bertelsen midt i Marius-krisen på en obducering af giraffen Marius. Når sådan en sætning bliver hevet ud af den ramme og kontekst, den bliver sagt i, og vandrer over Atlanten via sociale medier, får modstanderne brændstof til endnu flere aggressioner, og alle proportioner og nuancer forsvinder. Ingen kan se, at sætningen er sagt i et rum, der er bygget op omkring en obduktion. En klinisk handling, hvor dyrlægen i de femten forudgående sætninger har beskrevet alt fra junglelov til survival of the fittest, værn mod indavl og sikring af bestanden, og hvor det faktisk er i orden at udtrykke sig sådan.

Da Anders Bondo midt under lærerkonflikten på et lockoutmøde til 2000 lærere fik sagt : ”De siger, at nu skal lederne lede og fordele arbejdet. Gu skal de da ej. Det bestemmer vi da”, var det nat med Bondo i den konflikt, og der var basis for at skyde på ham som frontfigur som personifikationen af ”de dovne genstridige lærere” resten af lærerkonflikten. En enkelt af lærerne havde haft sin telefon med, og smed klippet på YouTube. Det blev Bondos modstandere opmærksom på, og så var Lærerforeningen trængt så meget i defensiven, at ingen længere hørte på deres forslag for fremtidens folkeskole.

Lykketoft kan også. Altså holde taler, der har brændstof nok til at vandre ud af kontekst – en fødselsdagstale blev til historien om Løkke, der var en lille svindler, og Thorning-regeringen, der var talentløs. Det nytter intet, at Lykketoft mener, at det er holdt i et lukket rum i en fortrolig kreds. Det findes ikke længere.

Vi er alle blevet dokumentarister
Det er ganske enkelt slut med at sige sætninger i ”dette lukkede rum” og forvente, at tilhørerne ikke får lyst til at hive deres telefon op af lommen og publicere det på deres egne platforme – vi er alle blevet dokumentarister, og vi har hver især vores platforme til at ødelægge det for den vært, der ellers insisterede på, at hans eller hendes tale skulle holdes inden for disse fire vægge. Vi lever i en politisk verden, hvor partier som LA og DF netop sørger for at smide sætninger ind i deres taler, så de vandrer langt ud over den sal, hvor talen bliver holdt. Vi lever også i et Danmark, hvor det er blevet normalt at bruge sine egne sociale medier til at lægge pres på noget, man er blevet forarget over. Kig godt efter i hver af de shitstorms, vi har i Danmark – der er som oftest et ”arnested”, en person med lidt flere følgere end os andre, der hiver f.eks. YouTube-klippet ud på Twitter og skriver et forargelsestweet, der har power til at blive opsnappet af pressen.

I denne uge kiksede det for forsvarschef Peter Bartram, der på en rundtur til Forsvaret i et svar har udtrykt sin ærlige mening om de folk i forsvaret, der skriver for hårdt på sociale medier med ordene: ”Jeg har til hensigt at fyre de folk, jeg kan komme af sted med, som jeg synes er direkte illoyale”. Den sætning blev fanget på en video, der blev lagt på Forsvarets intranet, og derfra lækket til DR Nyheder. Det er egentlig vildt, at det kan ske for netop ham. Forsvaret har gentagne gange haft problemer med udsendte danske soldater, der delte billeder af sejre over Taleban i det, de troede var en intern kreds, hvorefter billederne pludselig blev genstand for offentlig opmærksomhed. Også selvom billederne bare var tiltænkt ligesindede venner.

Centralforeningen for Stampersonel (CS) har rejst kritik af Forsvarschef general Peter Bartrams udtalelser på hans...

Posted by Forsvaret on Friday, 18 March 2016

Prøv at se #kulr16-hashtagget fra weekendens landsmøde for de unge KU’er. Det er så man tager sig til hovedet, når de unge fremtidens konservative politikere hænger deres beskidte vasketøj til offentligt skue og krænger vrangen ud i hovedet på alle, mens hashtagget trender, fordi alle KU’erne har en telefon i hånden og en åben Twitterkonto.

Det kan snart ikke længere være en overraskelse, at man skal stå ved de sætninger, der bliver sagt i lukkede rum, fordi de ganske enkelt vandrer ud til offentligheden. Der er ikke noget, der er hemmeligt mere. Der sidder altid en eller anden med en telefon og offentliggør såvel sprængfarlige sætninger som de pinligste øjeblikke.

---
Benjamin Rud Elberth er digital chef i Geelmuyden Kiese og fast politisk digital ekspert på TV 2. Han er tidligere digital chef for Socialdemokraterne og har rådgivet en lang række ministre, partier og politikere. Hver tirsdag skriver han klummen "Borgen digitalt" på Altinget. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.

Forrige artikel Lilleholt til Hedegaard: Resultater er vigtigere end skåltaler Lilleholt til Hedegaard: Resultater er vigtigere end skåltaler Næste artikel Dansk Erhverv: Ny EU-lovgivning skal frem i lyset Dansk Erhverv: Ny EU-lovgivning skal frem i lyset