EL ruster sig til dagpenge-kamp

ÅRSMØDE: Tiden løber ud for regeringen, hvis ikke der findes en løsning for de mange, der falder ud af dagpengesystemet til sommer, lød det fra Johanne Schmidt-Nielsen i hendes årsmødetale.

Det kan ikke passe, at regeringen har råd til selskabsskattelettelser til fire milliarder kroner, men ikke har råd til en løsning for de folk, som står til at falde ud af dagpengesystemet.

Sådan lød hovedbudskabet fra Enhedslistens politiske ordfører, Johanne Schmidt-Nielsen, der netop har holdt sin tale ved partiets årsmøde.

”I de kommende to måneder er det Enhedslistens hovedopgave at forsøge at råbe regeringen op. Og fra det her årsmøde skyder vi for alvor kampagnen i gang,” sagde hun.

Det betyder, at partiet i den kommende tid gør klar til kamp med kampagner i aviserne og et tættere samarbejde med fagbevægelsen.

Finansminister Bjarne Corydon (S) og statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) fik på netop dagpengespørgsmålet alvorlige ord med på vejen:

”Tiden er ved at løbe ud for de arbejdsløse. Uret tikker. Og hvis ikke I handler og afbøder den katastrofe, der venter tusindvis af danske familier efter 1. juli, så tror jeg også, at tiden løber ud for jeres regering,” sagde Johanne Schmidt-Nielsen til stor applaus fra medlemmerne.

Asocial regering
I det hele taget var det en tale med skytset rettet mod regeringens politik. Regeringen blev beskyldt for at give de borgerlige medløb i al for stor grad med kontanthjælpsreform, vækstplan og lærerindbreb. At regeringen så at sige tager fra de rige for at give til de fattige:

”Vi har at gøre med en regering, som sagde, den ville bekæmpe uligheden, men som med kirurgisk præcision har formået at tage fra dem, der har mindst,” sagde hun.

Men afmagten i partiet var også til at tage at føle på. Når partiet skovler vælgere ind, så er det med “en bittersød glæde”, lød det. Johanne Schmidt-Nielsen erkendte således blankt, at Enhedslisten står isoleret på Christiansborg. Men hun brugte også muligheden til at gøre opmærksom på, at det ikke forholder sig sådan i hele samfundet.

”Det kan godt være, vi er alene på Christiansborg, men vi er ikke alene uden for murene,” sagde hun.

Advarer mod Thulesen Dahl
I talen advarede Johanne Schmidt-Nielsen også landets utilfredse vælgere imod Dansk Folkeparti. Hun appellerede til, at vælgerne husker partiformand Kristian Thulesen Dahls “byttehandel”. 



“Det var Kristian Thulesen Dahl, der foreslog Lars Løkke at halvere dagpengeperioden. Var det ikke for Dansk Folkeparti, ville dagpengeforringelserne aldrig være blevet til virkelighed. De byttede efterløn og dagpengeperiode for et par grænsebomme,” sagde Johanne Schmidt-Nielsen.

Hun ville huske vælgerne på, at Dansk Folkeparti er medansvarlige for regeringens reformer.

”Dansk Folkeparti siger, de vil velfærdssamfundet. Men resultatet af deres politik har været færre pædagoger på stuerne, færre besøg fra hjemmehjælperen og flere patienter på gangene. Dansk Folkeparti er ikke et socialt alternativ. Dansk Folkeparti er mere af det samme,” sagde Johanne Schmidt-Nielsen.

Enhedslistens årsmøde slutter søndag.

,

Forrige artikel Kunst på Borgen – et værk der vil det hele Kunst på Borgen – et værk der vil det hele Næste artikel Johanne Schmidt-Nielsens tale ved årsmødet