EL kalder Støjberg i samråd om nye statsborgere

SKOLERET: Udlændinge- og integrationsministeren skal i samråd og forklare, hvorfor hun vil have knap 2500 sager om tildeling af statsborgerskab genbehandlet. Johanne Schmidt-Nielsen (EL) kalder Inger Støjbergs (V) ageren uhørt.

Inger Støjberg (V) handler imod ønsket fra Folketingets Indfødsretsudvalg, når hun lægger op til at tage 2500 sager om personer, der har fået lovning på statsborgerskab, op igen.

Det får hun at føle nu, hvor hun er blevet kaldt i samråd i udvalget.

Enhedslistens Johanne Schmidt-Nielsen, der er medlem af Indfødsretsudvalget, mener ikke, at ministeren respekterer Folketinget.

”Det er helt uhørt, at ministeren sætter sig op mod flertallet i Folketinget og ikke vil sætte de her mennesker på lovforslaget. Udvalget har i flere omgange, senest i et brev til ministeriet 14. august, skrevet, at det forventer, at de sættes på lovforslaget,” skriver Johanne Schmidt-Nielsen i en pressemeddelelse.

”Det er nu engang Folketinget – og ikke ministeren – der bestemmer, hvem der får dansk statsborgerskab,” fortsætter hun.

LA også kritiske
De 2500 mennesker, sagen drejer sig om, har fået besked fra udlændingemyndighederne om, at de vil få statsborgerskab i Danmark. Det er dog endnu ikke vedtaget i Folketinget, som loven kræver.

Derfor øjner Inger Støjberg muligheden for at gå sagerne igennem igen sammen med 255 andre, som har fået et betinget tilsagn, efter folketingsvalget blev udskrevet.

Ministerens ønske har dog fået kritik fra flere politikere. Leif Mikkelsen fra Liberal Alliance, der ligeledes sidder i Indfødsretsudvalget, er en af dem.

”Udvalget har vedtaget, at vi ikke vil genbehandle sagerne. Det løber man så fra nu, og det kalder vi politisk uanstændighed,” siger han til Altinget.

Vil stille lovforslag
LA's udmelding forsikrer Enhedslisten om, at Inger Støjberg ikke har flertal for sin politik.

Det vil de nu forholde hende, og hvis det ikke virker, vil partiet selv skride til handling.

”Hvis hun (Inger Støjberg, red.) ikke kommer på bedre tanker meget hurtigt, vil vi tage initiativ til at stille lovforslag, der rummer de 2.500 navne,” udtaler Johanne Schmidt-Nielsen.

Hun forventer, at et eventuelt forslag vil kunne finde flertal i Folketinget.

Forrige artikel Claus Hjort vil med i euroen Claus Hjort vil med i euroen Næste artikel Hovedstaden må bøde for kultur i provinsen Hovedstaden må bøde for kultur i provinsen