Cordua: Egenrådigheden var Holsts værste fjende

Det forbliver et mysterium, hvordan et af Venstres største politiske talenters stjerne på kun tre måneder kan brænde helt ud. I går kastede forsvarsminister Carl Holst efter kun tre måneder håndklædet i ringen, efter sagen om påstået misbrug af offentlige midler åbenbart ingen ende tager. Senest kunne dagbladet BT sandsynliggøre, at der i Region Syddanmark, hvor Holst var regionsrådsformand, blev fiflet med en faktura for at skjule, at offentlige midler er blevet brugt af Holst til at føre valgkamp. Formentlig var det strået, der knækkede kamelens ryg.

Jeg har kendt Holst – ikke privat – i 20 år. Han var allerede som helt ung lidt af en legende: Hurtig i hovedet. Frisk i replikken. Charmerende. Venlig vært til sommerkomsammen. Bondesnu. Lattermild. Kunne tænke mange træk frem. Langsigtet. Pokeransigtet.  En oprigtig kærlighed til Venstre som frisindet bevægelse. Frikirkelig. Det var den Holst, jeg lærte at kende som ung og satte pris på. Men så var der den anden side, som andre fremhævede: Hård banan. Kantet. Kolerisk. Intimiderende. Magtspiller. Arrogancen. Selvglæden. 

Kommer fra højskolemiljøet
Historien om Carl Holst begynder med en dreng, der trådte sine barnesko i et liberalt højskolemiljø, hvor hans far Peter Holst blev forstander på en grundtvigsk højskole i Rødding tæt ved den gamle Kongeågrænse. Senere gør han politisk karriere, bl.a. i Folketinget i 70’erne, hvor den syvårige Carl også har sin gang. Farens landspolitiske karriere lider imidlertid et brat knæk, og siden bliver familiens politiske base Rødding, hvor faren bliver borgmester og medlem af Sønderjyllands amtsråd.

Carl Holst engagerede sig tidligt i VU, og ligesom resten af sin generation anerkender han, at Lars Løkke er den ubestridte leder. Alligevel er Holst tidligt en, som man i VU regner med. Han bliver VU-formand som 23-årig og har i mange år efter indflydelse i organisationen i kraft af sine efterfølgere som Peter Christensen og Kristian Jensen. Kristian Jensen gav han indirekte sin støtte på et tidspunkt, da Jensen var truet af et kampvalg i 1996, hvor udfordreren var Martin Geertsen. Holst spillede også en rolle i Venstres hovedbestyrelse under Uffe Ellemann-Jensen med sine indfald, der for det meste var båret af et vid og indsigt, der faldt i Uffes og forsamlingens smag.

VU-formand som 23-årig
Allerede i 1993 blev Holst som 23 årig VU’er medlem af Sønderjyllands amtsråd og formand for det uden sammenligning vigtigste udvalg Sygehusudvalget. Den test klarede han så fremragende, at der ikke var nogen tvivl om, at han skulle efterfølge ”Hertug Kristen” Philipsen, der efterhånden udviklede et meget anstrengt forhold til Venstres ledelse: Claus Hjort Frederiksen, Anders Fogh Rasmussen og Uffe Ellemann-Jensen.

Phillipsen mente, at Christiansborgs Venstre var for højreorienteret og for teoretisk med sin fritvalgs-snak på sundhedsområdet, og han fandt enhver anledning til at kritisere Venstre på Christianborg. I den diskussion holdt Holst sig totalt neddykket. I 2000 smed Philipsen tøjlerne, hvorefter Venstre på Borgen åndede lettet op, mens Holst tog over. Holst distancerede sig mere eller mindre diskret til Phillipsen, og er aldrig blevet set som for alvor i opposition til Fogh og Co. Og så skabte han resultater.

Støttede Løkke 
I 1998 deltog jeg i den kampagne, som under ledelse af Carl Holst skulle sikre, at den på det tidspunkt internt i Venstre meget populære Peter Brixtofte IKKE blev næstformand. Det ville nemlig splitte Venstre, var vurderingen. V-toppen kunne leve med begge alternativer, det vil sige Eva Kjer Hansen eller Lars Løkke. Sidstnævnte havde især markeret sig som en kommunalpolitiker i Græsted-Gilleleje, der havde introduceret fritvalgsmodeller i ældreplejen. Ikke mindst på grund af Carl Holsts ihærdighed blev Løkke næstformand, hvilket lagde skinnerne til, at han senere blev formand.

Holsts tid som amtsborgmester og regionsrådsformand for Region Syddanmark fremstår umiddelbart som en succes. Men der blev truffet upopulære beslutninger, der bl.a. førte til lukninger af sygehuse mv. Undervejs har Holst formentlig brugt alle midler i den politiske værktøjskasse for at overtale folk til at træffe disse beslutninger. I dag ved vi, at han i al fald ikke er populær alle steder til trods for ganske pæne personlige valg først til regionsrådsvalgene og senest folketingsvalget.

Tilbudt ministerpost flere gange
Da Lars Løkke overtog statsministerposten i 2009, omdannede han sin regering med tiden, og efter mine kilder fik Carl Holst buddet mht. at blive minister flere gange. Blandt andet skulle han have sagt nej til at blive sundhedsminister og uddannelsesminister. Det siges i øvrigt, at han koketterede med det i visse private liberale selskaber. Efter at have taget tilløb nogle gange stillede Holst op til Folketinget i år og fik et flot valg. I Venstre har man ingen illusioner om, at Holsts udgangspunkt på sigt var at gå efter at få magten i partiet.

Holst er bag den noget gennemskuelige beskedne facade uhyre selvbevidst, og forestillingen om, at han skulle underlægge sig et hierarki under fx en Kristian Jensen forekommer denne iagttager noget fjernt. Han vil selv være høvding, hvis altså ikke Løkke kan blive det. Formentlig har Holst egentlig ret diskrete støtte sidste år til venstreformanden også været motiveret af at holde andre væk fra fadet. Dvs. i  første omgang Kristian Jensen. 

Skuffet over forsvarsministerpost
Da Holst blev forsvarsminister, stod skuffelsen tydeligt malet i ansigtet på ham. Holst var blevet holdt væk fra magtens maskinrum længe, og nu også under regeringsdannelsen, hvilket tydeligvis frustrerede ham. Nu fik han det ressort, der formentlig passede ham dårligst, og som interesserede ham såre lidt: Forsvarsministeriet.

Forsvarsministeriet går for at være blandt de mest uregerlige ministerier med alt for mange selvbevidste administratorer, som gør hvad de kan for at intrigere både i forhold til hinanden og den til enhver tid siddende regering. Løkke gav Holst en svær post, som de færreste ministre har haft succes i. 

Selv forkludret sager
Alligevel var det Holst selv, der fik forkludret de sager, der kommer fra Forsvarsministeriets ressort. Så havde han ikke styr på begrundelsen for Fogh-regeringens begrundelse for at gå ind i Irak. Så reagerede han for sent i forhold til de overarbejdende mekanikere. Det blev værre med tiden. Holst var som en omvendt Kong Midas: Alt det guld, han rørte ved, blev til bly..

Holst får mange gode råd undervejs fra kolleger og systemet hos Venstre. Man finder en kompetent rådgiver til ham med et godt pressenetværk på Christiansborg, og som kan det, som Holst mangler. Men alligevel formår Holst ikke at lægge sit liv i folks hænder. Han kan selv. Giver rådgiverne og mere erfarne kolleger i V et råd, ja så siger Carl Holst ikke desto mindre det stik modsatte. Resultat: Yderligere problemer for en selvrådende minister.

Egenrådigheden og selvbevidstheden er Holsts værste fjende. Det er øjensynlig ydmygende for forsvarsministeren at skulle nedlade sig til at modtage råd i sager, hvor han har svært ved regne ud, hvad det hele ender med. 

Vil selv, kan selv
I stedet for at hyre en rådgiver, der kan Christiansborgs miljø, presse og præmisser på fingrene, vælger Holst en lokal rådgiver, der har hjulpet ham i amtet og åbenbart i et eller andet omfang har ført hans valgkampagne for skatteborgernes penge. Holst ved imidlertid bedst selv, og nægter at følge den rådgivning, som rent faktisk gives. Og det fører til katastrofe. Hver gang. 

På Christianborg fornemmer man, at hans partifæller har mistet tiltroen til Holsts dømmekraft. Men Lars Løkke er dog stadig forhåbningsfuld, og han lader Holst fortsætte ud over afgrunden. De sidste dage inden Holsts fald finder man tydelige tegn på irritation i Løkkes kropsprog.

Imens graves der flere og flere ting op af medierne. Det er de sønderjyske medier, der tidligere har mødt Holsts intimidering, som fører an i afsløringerne af Holsts ”sande karakter”. Siden hen følger de københavnske frokostmedier, der noget entydigt tegner et rent ensidigt negativt billede af Holst. 

Færdig som minister
I Venstre kan der undervejs mobiliseres lidt ”vognborgsstemning”. Men det går dog hurtigt op for flere og flere, at opbakningen til ”Hertug Carl” lever på skrømt, og herefter isoleres Holst nærmest på ingen tid. En del tyder dog på, at Holst i krisehåndteringen ved sin afgang rent faktisk har modtaget presserådgivning. Han forekommer klar, rolig og fattet.

Men kan Holst komme tilbage som minister? Næppe. Det kræver en driftsikkerhed, som Holst med sin klumren rundt og amatørisme ikke har været i nærheden af at vise. Og det er ikke det, som man hos V eller i det politiske miljø forventede af en tidligere amtsborgmester og regionsrådsformand gennem 15 år. Holst er dumpet med et brag, og det er både et mysterium og en ubehagelig kendsgerning, ingen kan snakke sig fra.

Jarl Cordua er liberal-borgerlig politisk kommentator og vært på radioprogrammet "Cordua & Steno” på Radio 24syv. Hver onsdag skriver han klummen 'Liberale Brøl' i Altinget. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.