Efterårets Nobelpris-regn er begyndt

Nobelkomiteen har foreløbig offentliggjort vinderne af årets priser inden for medicin, fysik og kemi.

Mandag offentliggjorde Nobelpriskomitéen i Stockholm årets første Nobelpris. Den faldt indenfor kategorien Psykologi eller Medicin, og gik til tre forskere, hvis forskning fremhæves for at redde tusindvis af liv i udviklingslande.

Prisen blev delt i to mellem de to forskere William C. Campbell og Satoshi Omura og kineseren Tu Youyou. Fælles for deres virke er arbejdet med bekæmpelsen af parasit-infektioner, der årligt rammer mange millioner mennesker.

Tu Youyous forskning har lagt grunden for vigtige dele af den medicin, der i dag anvendes i bekæmpelsen af malaria, som menes at redde mere end 100.000 liv om året, mens William Campbell og Satoshi Omura har opdaget, hvordan en bestemt del af en jordbakterie kan bekæmpe infektioner forårsaget af parasitten rundorm, eksempelvis flodblindhed og elefantsyge.

I sin pressemeddelelse skriver komiteen:

”Disse to opdagelser har givet menneskeheden nye stærke værktøjer til at bekæmpe disse invaliderende sygdomme, der årligt rammer hundrede millioner af mennesker. Konsekvenserne i forhold til øget sundhed og reduceret lidelse for menneskeheden er umådelige.”

Tirsdag offentligjordes Nobelpris-vinderne i fysik, som blev Takaaki Kajita fra Japan og Arthur B. McDonald fra USA. De har begge påvist, at neutrinoer – nogle af universets mindste partikler – har en masse, hvilket har stillet spørgsmålstegn ved hele den eksisterende teori indenfor partikelfysikken, der forudsatte det modsatte.

Derudover oplyste komiteen i dag, at kemiprisen 2015 gives til forskerne Tomas Lindahl, Paul Modrich and Aziz Sancar for deres studier i reparation af DNA, der blandt andet baner vejen for nye kræftbehandlingsformer.

Nobelprisvinderen i litteratur offentliggøres i morgen, torsdag, mens vinderen af den prestigefulde fredspris udpeges fredag.

Forrige artikel Kvinderådets nye FOA-forkvinde Næste artikel Dødsfald: Fhv. minister Bent Rold Andersen (86)