EU-domstolen slår fast: Fagforeningers tvungne aldersgrænser er ulovlige

EU-domstolen har nu slået fast, at det er ulovlig forskelsbehandling, når fagforeninger tvinger deres formænd til at gå af ved folkepensionsalderen. Fagforeningen HK står dermed til at betale en million i godtgørelse til en tidligere sektorformand, og både FH samt flere FH-forbund vil ændre i vedtægterne, når den endelige afgørelse falder ved Østre Landsret.

Flere af landets største fagforeninger vil nu ændre deres vedtægter, så de valgte forbundsformænd og næstformænd ikke bliver tvunget til at gå af ved folkepensionsalderen.

Det sker efter EU-domstolen har slået fast, at fagforeningernes tvungne aldersgrænse for politiske valgte er ulovlig aldersdiskrimination. Det skyldes, at også fagformænd falder ind under EU's beskæftigelsesdirektivet og dermed skal anses på lige fod med alle andre lønmodtagere.

Sagen har været undervejs siden 2011, hvor den dengang 60-årige formand for HK Privat Karin Retvig lagde sag an mod fagforeningen, fordi hun blev tvunget til at stoppe på grund af sin alder.

Og netop HK tager nu konsekvensen af dommen.

”Vi har hidtil ment, at en politisk valgt leder ikke skulle omfattes af direktivet. Østre Landsret var også i tvivl. Men vi tager selvfølgelig bestik af dommen og kommer til at se på vores vedtægter her og nu," siger forbundssekretær Marianne Heide og uddyber:

"Når vi har haft den her bestemmelse, skyldes det jo, at medlemmerne ikke ønsker, at man skal kunne sidde på formandsposten til evig tid. Samtidig har der også i mange overenskomster været skrevet indskrevet, at man skal stoppe ved pensionsalderen. Det står for eksempel stadig i forsvarets overenskomst.”

Også FH – der har hjulpet HK med at føre sagen - vil se på sine vedtægter på det kommende hovedbestyrelsesmøde. 

”Som alle andre foreninger og særligt faglige organisationer må FH holde dommen op mod vores vedtægter og vurdere, om det giver anledning til ændringer. Det er helt almindeligt i foreninger både i Danmark og andre EU-lande at have regler om afgangsalder," siger chefjurist Peter Nisbeth.

Gælder alle erhvervsmæssige foreninger 

Andre store forbund som 3F, FOA, Dansk Metal og Finansforbundet har vedtægter om tvungne aldersgrænser for deres formænd.

De vil som udgangspunkt være i strid med loven om forskelsbehandling, lyder det fra professor i arbejdsret ved Københavns Universitet, Jens Kristiansen.

"Dommen siger meget klart, at valgte personer i fagforeninger er omfattet af forbuddet mod forskelsbehandling på grund af alder. Fagforeninger kan derfor ikke have aldersmæssige begrænsninger for valgte personer, siger han og fortsætter:

"Den har også betydning for andre erhvervsrettede foreninger, så udover fagforeninger vil det for eksempel også gælde for arbejdsgiverforeninger og virksomhedsbestyrelser," siger Jens Kristiansen og peger på, at man gerne må have andre begrænsninger for, hvor længe formænd kan sidde, så længe det ikke er relateret til deres alder.

Rotationsprincip som mulig løsning

Ifølge Marianne Heyde er det nu op til medlemmerne af HK at tage stilling til, om - og hvordan - de fremover vil sikre, at deres tillidsvalgte ikke kan sidde på posterne i ubegrænset tid.

”Men det kræver en grundig diskussion på næste kongres. En fast rotationsordning kunne være en mulighed - det har for eksempel DJØF - men vi skal også sikre, at man så kan gå ud og få et almindeligt job efter sin tid som forbundsformand. Så der er flere hensyn." 

Hvorfor overhovedet have en grænse, når vi lever længere og I selv er modstandere af aldersdiskrimination på arbejdsmarkedet? 

"Det skal vi jo også diskutere. Men som forening vil vi også gerne være sikre på løbende fornyelse i toppen."   

Kan koste HK en million

Efter EU-dommen skal sagen nu tilbage til Østre Landsret, som skal tage endelig stilling til sagen efter sommerferien, hvorefter sagen vil få direkte betydning i Danmark.

Karin Retvig står til at vinde en godtgørelse på en millioner kroner, men HK vil argumentere med, at reglerne er så uklare, at Østre Landsret måtte bede domstolen om hjælp. Dermed håber HK på at godtgørelsen bliver sat ned.

{{toplink}}

Forrige artikel Hvad ved du om Grundloven? Quiz dig selv med ti nørdede spørgsmål Hvad ved du om Grundloven? Quiz dig selv med ti nørdede spørgsmål Næste artikel "Simpelthen sygt": Lækket lydfil får eksperter til at kritisere ledelsen i prisvindende ngo