Byrådsveteran skifter parti – igen

Lars Abel, der var medlem af Konservative i 40 år i Gladsaxe byråd, skifter nu fra sit eget parti, Gladsaxe SocialKonservative, til Moderaterne. Hermed har Moderaterne nu 14 byrådsmedlemmer landet over. 

Lars Abel (M) har været medlem af Gladsaxe byråd siden 1970. Først som medlem af Konservative og siden sidste kommunalvalg i 2021 som repræsentant for sit eget parti, Gladsaxe SocialKonservative. 

Men nu skifter han til Moderaterne. 

Det skriver Sjællandske Nyheder. 

"Politik handler om at finde løsninger. Jeg har altid som politiker ønsket at finde pragmatiske, langtidsholdbare løsninger. Det sker kun i et bredt samarbejde og i dialog med de øvrige partier. Mit ståsted er og har altid været den politiske midte. Netop dér, hvor Moderaterne har placeret sig," fortæller Abel som partiskiftet. 

I 2021 meldte Lars Abel sig ud af Konservative, som han havde været medlem af siden 1965 – dog med en lille afstikker til Centrum Demokraterne mellem 1973 og 1980, hvor han var midlertidigt folketingsmedlem som stedfortræder for Erhard Jakobsen (CD). Efter at have forladt Konservative stiftede Abel sit eget parti, Gladsaxe SocialKonservative, som han siden har siddet i byrådet for. 

Men nu er det selvstændige eventyr forbi, da Lars Abel nu har meldt sig under fanerne i Lars Løkkes parti Moderaterne. Hermed kommer Moderaterne med det nye medlem op på 14 byrådsmedlemmer landet over. 

Han er medlem af Økonomiudvalget, Børne- og Undervisningsudvalget samt Sundheds- og Rehabiliteringsudvalget i Gladsaxe Kommune.

Forrige artikel Se listen: Radikale i København vælger kandidater til kommunalvalget Se listen: Radikale i København vælger kandidater til kommunalvalget Næste artikel Skattestyrelsen finder fagdirektør for opkrævningen af 550 milliarder kroner Skattestyrelsen finder fagdirektør for opkrævningen af 550 milliarder kroner