Efter 20 års stramninger i udlændingepolitikken er der sprækker og murren i krogene

Det skulle ikke blive til endnu et udlændingevalg. Men så kom 20-årige Mariam Karim på banen med sin historie i DR.

Hun er sosu-studerende, gravid i syvende måned, har boet i Danmark, siden hun kom hertil som barn, og er nu udvist til hjemlandet Syrien. Hendes forældre og søskende må godt blive her, men hun skal forlade sin mand, sin uddannelse og sin familie, fordi hendes opholdsgrundlag er forsvundet.

Hun er en af de mange unge, syriske kvinder, der bliver ramt af nye opholdsregler i det såkaldte paradigmeskifte, som blev vedtaget under VLAK-regeringen, og som er blevet opretholdt af S-regeringen.
Men stramningerne er gået for vidt, lyder det nu fra borgerlig fløj. Og det er selve regeringschefen bag paradigmeskiftet, Lars Løkke Rasmussen (M), der leder an.

Spurgt direkte af DR, siger han om konsekvenserne af den udlændingepolitik, der rammer Mariam Karim:

”Den skal også være fornuftig. Den må ikke være dum. Og det her er dumt.”

Den tidligere Venstre-leder bliver også spurgt, om det ikke er dobbeltmoralsk at sige, at vi nu skal noget andet end den udlændingepolitik, han selv fik indført. Og til det svarer han:

”Man lever livet dårligt, hvis man ikke tager læring af det.”

Konservatives formand, Søren Pape Poulsen (K), siger på baggrund af Mariam Karims sag, at udlændingepolitikken ikke må gå hen og blive ”skør”.

Mens Liberal Alliances formand, Alex Vanopslaugh (LA), går endnu længere: 

”Det er tudetosset, at vi i Danmark fører en udlændingepolitik, hvor det er rigtig svært at få lov til at komme til Danmark eller blive i Danmark, hvis man arbejder, mens nogle gange kan vi ikke sende folk ud, selvom de er dybt kriminelle.”

Udlændinge- og integrationsminister Kaare Dybvad Bek (S) holder dog fast:

”Jeg forstår godt, at de her enkeltsager vækker følelser, og at man kan have stor sympati for udlændinge, der ønsker at leve i Danmark. Men vi er helt inde i kernen af dansk udlændingepolitik: Når man er her som flygtning, så er man her midlertidigt. Og det gælder uanset, om man er ledig, i arbejde, under uddannelse eller pensioneret, for alle er lige for loven,” siger han til DR.

Følelser på baggrund af enkeltsager har udlændingedebatten altid vækket og de har i 20 år ført til stramning efter stramning. Nu kan enkeltsager på baggrund af konsekvenserne og i lyset af manglende arbejdskraft måske få skruen til at dreje den anden vej.

Islamisme og parallelsamfund

For at forstå, hvorfor sådan en åbning fra borgerlig side er tæt på at være historisk, skal man helt tilbage til den stramme udlændingepolitiks vorden.

Angrebet 11. september 2001 på World Trade Center blev starten på en ny verdensorden, hvor islamisk terrorisme blev en af hovedtruslerne mod Vestens sikkerhed.

Herhjemme kom Anders Fogh Rasmussen (V) til magten som statsminister et par måneder efter og baserede sin regering på Dansk Folkeparti, der var gået fra 13 til 22 mandater

På baggrund af frygten for islamisk terror blev det forholdsvis let for DF at indtage en position, hvor man kunne fokusere på forskellene mellem muslimernes levevis og de danske kristne som artsforskellige.

Forargende historier om, at nu måtte man ikke have juletræ i et boligområde, fordi muslimer sad i beboerbestyrelsen, eller nu skulle halal-slagtet kød serveres i børnehaver blev i årene efter fulgt op af kritiske historier om social kontrol i muslimske parallelsamfund og konflikten over dem alle, nemlig Muhammed-krisen, som meget tydeligt satte værdikampen på spidsen. Reaktionerne ovenpå Jyllands-Postens tegninger udstillede om noget kollisionen mellem den danske tradition for ytringsfrihed og mange herboende muslimers religiøse følelser.

Det var ingen hemmelighed, at det især var Dansk Folkepartis fortjeneste, at så mange udlændingestramninger blev vedtaget under Foghs og Løkkes regeringer. Og selv under Thornings regering var der grænser for, hvor mange af reglerne man kunne lempe som ønsket af Radikale og de røde støttepartier, fordi Dansk Folkeparti med deres velfærdspolitik også havde godt fat i Socialdemokratiets vælgere. Det er 10 år siden.

Krigen i Syrien førte til nye stramninger

Da den syriske borgerkrigs konsekvenser ramte Danmark med tusindvis af flygtninge, der kom vandrende op gennem Europa, havde Danmark allerede strammet udlændingereglerne betragteligt, men nu fik de et nøk mere med blandt andet smykkeloven. Mariam Karim var 13 år, da hendes familie fik asyl i Danmark i september 2015.

Lars Løkke Rasmussens nyvalgte regering blev kritiseret internationalt for smykkeloven og han blev personligt portrætteret i naziuniform i The Guardian

Det var hans udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (DD), der stod på mål for smykkeloven herhjemme, og det var også hende, der gjorde antallet af stramninger til et mål i sig selv efter hendes berømte kagefejring ved stramning nummer 50 i 2017.

Hele tiden stod det klart, at Dansk Folkeparti ønskede at begrænse indvandring fra muslimske lande, men i den politiske debat blev det oversat til ”ikke-vestlige” indvandrere, fordi man ifølge både grundlov og menneskerettighedskonventionen ikke må diskriminere på religion.

Paradigmeskiftet kom oven i stram lovgivning

Men Dansk Folkeparti var ikke tilfreds og i store dele af befolkningen var der øget bekymring for integrationsproblemer, viste meningsmålinger.

DF og VLAK-regeringen ville have flere stramninger, og derfor kom det såkaldte paradigmeskifte. Nu skulle Danmark gøre det klart for alle flygtninge, at de ikke skulle blive indvandrere, men forlade landet så snart, der var fredeligt hjemme hos dem selv.

Alle var også dengang bevidste om, at det ville ramme de netop ankomne syriske flygtninge, hvoraf mange havde fået opholdsgrundlag baseret på krigen og ikke på personlig forfølgelse. Dengang var det også klart, at man ikke måtte sende unge mænd tilbage på grund af risiko for værnepligt, og man kunne heller ikke sende syrere tilbage, som var personligt forfulgt af diktatoren, der ved hjælp af Rusland, havde vundet krigen i Damaskus-egnen.

{{toplink}}

De børn, som fulgte med deres forældre op gennem motorvejen, fik ophold som krigsflygtninge og da dette ophold blev gjort midlertidigt og Danmark imod FN’s anbefaling udråbte dele af Syrien som sikkert, blev det i praksis unge kvinder, der efter at være blevet myndige i Danmark nu ifølge Udlændingestyrelsen kunne sendes hjem. Eller rettere på udrejsecenter, da Danmark ikke har en hjemsendelsesaftale med Bashar Al-Assad.

I sommeren 2021 bekendtgjorde daværende udlændingeminister Mattias Tesfaye (S) på regeringens hjemmeside, at Udlændingestyrelsen ”hurtigt” skulle gennemgå ”bunken af sager med flygtninge fra Damaskus for at undersøge, hvem der ikke længere har behov for beskyttelse i Danmark” på baggrund af de nye regler.

Herpå blev de første syriske flygtninge sendt i udrejsecenter, men præcis et år efter kunne Information skrive, at Flygtningenævnet havde omgjort 71 procent af sagerne. Dels på baggrund af et forsigtighedsprincip og dels på baggrund af nogle sagers medieomtale. 

Mariam Karims sag er ikke den eneste nuværende sag. Lige nu sidder ni unge kvinder ifølge DR’s oplysninger i samme udrejseposition.

Løkke kan blive Mariams redning

Mariam Karim og de øvrige kvinders sag kan måske ændre sig i takt med, at udviklingen i udlændingepolitikken denne gang kommer fra den borgerlige midte.
 
Lars Løkke Rasmussen har dannet sit eget parti, hvor han appellerer til de midtervælgere, der har fået nok af historier som Mariam Karims, og som ikke vil have endnu en borgerlig regering baseret på den yderste højrefløjs muslimkritiske partier. Det gav han allerede udtryk for, da han gik til valg grundlovsdag i 2019, hvor han som bekendt helst ville dreje Venstre ind mod midten. 

Hans analyse lød dengang:

”Man skal ikke være en stor analytiker for at kunne se, at hvis der kommer et blåt flertal i aften, vil det være et blåt flertal, der inkluderer nogle partier på den yderste højrefløj, som vil have nogle fordringer, som jeg ikke kan indfri.”

Nu ligger DF faretruende tæt på spærregrænsen, Nye Borgerlige går frem, men har nedtonet islamkritikken, og Inger Støjberg har foreløbigt ikke sagt så meget om sin politik. Hende ved man, hvad står for, som hun siger.

Udlændingepolitikken har endnu ikke fyldt i den brede debat og heller ikke, når de tre officielle statsministerkandidater har mødtes på TV.
 
Det konstaterede Berlingskes politiske korrespondent Kasper Kildegaard i et tweet, hvortil Lars Løkke Rasmussen svarede:

”De tre partier i panelet er jo alle låst til ikke at turde ændre et komma på den, selvom der er et åbenlyst behov for at rydde nogle af de tidsler ud, der er skudt op. V/K tør ikke p.g.a. DD, DF, NB - Soc.dem ikke p.g.a. ... det samme.”

Baglandet i S, V og K murrer

Men i baglandet hos både Socialdemokratiet og i blå blok er der murren i krogene. Altinget kunne i den forgangne uge bringe historien om, at socialdemokratiske borgmestre synes, at statsborgerskabsreglerne er gået for vidt.

{{toplink}}

Og i Jyllands-Posten berettede samme uge, at langt oppe i den socialdemokratiske folketingsgruppe er der uenighed om Rwanda-planen.
 
Samme Rwanda-plan er flere blå kandidater fra både V og K også skeptisk over for, viste Jyllands-Postens kandidattest 

Og sidst men ikke mindst landede Morten Messerschmidts ide om at give ældre borgere ret til at vælge hjemmehjælpere med tørklæde fra med en maveplasker, da både Venstres og Liberal Alliancens ledere trak deres holdning klart op. De var imod.
 
Godt nok står blå blok skulder ved skulder i en fælles kampagnevideo, og de forsøgte at synge med samme  næb på et fælles pressemøde, men det blev efterfølgende tydeliggjort, at det ikke længere er Dansk Folkeparti, der svinger taktstokken i udlændingepolitikken.
 
Hvis Lars Løkke Rasmussen fra midten har overtaget taktstokken i udlændingepolitikken - lige nu står han i meningsmålingerne til at blive kongemager - er det sandsynligt, at 20 års stramninger kan blive erstattet af en anden diskussion. Nemlig diskussionen om, hvor man kan luge ”tidsler” ud fra det fælles ”blomsterbed”, som den tidligere V-statsminister gennem valgkampen har beskrevet det.

Stram skal udlændingepolitikken stadig være, lyder det fra borgerligt liberale, men da Danmark står og mangler sosu'er og andre med varme hænder i velfærdsstaten, vil det i stigende grad se underligt ud, at man forsøger at hælde dem, der kan og vil ud af bagdøren, bare for ikke at se slappe ud.

Eller som formuleret af formand for Det Etiske Råd, Leif Vestergaard Pedersen, i lyset af Danmarks etiske dilemma her:

"Det med at kalde på arbejdskraft fra andre lande er politisk ømt. Men kan det lade sig gøre at få en grundig drøftelse af, hvordan vores egne behov i Danmark måske kan kombineres med at løse problemer for ulykkelige mennesker andre steder i verden? Vil vi det?"

{{toplink}}

 

pl@altinget.dk