DRs generaldirektør indtræder i ITUs bestyrelse

DRs generaldirektør, Maria Rørbye Rønn, er pr. 1. november 2012 indtrådt i bestyrelsen for IT-Universitetet i København (ITU).

Formand for IT-Universitetets bestyrelse, Jørgen Lindegaard, glæder sig på universitetets vegne over at DRs generaldirektør har påtaget sig hvervet som bestyrelsesmedlem: "IT-Universitetet lægger stor vægt på digital kommunikation og digitale medier, både inden for forskning og uddannelse. Maria Rørbye Rønn vil med sin indsigt i medieverdenen kunne bibringe IT-Universitetets bestyrelse yderst relevant viden og erfaring. Det er mig en fornøjelse at byde Maria Rørbye Rønn velkommen i bestyrelsen," siger han i en pressemeddelelse. Maria Rørbye Rønn efterfølger Lisbeth Zornig Andersen som medlem af IT-Universitetets bestyrelse. Maria Rørbye Rønn er cand.jur. og kom til DR i 1995. I 2001 blev hun chef for DR Jura, i 2007 underdirektør for DRs juridisk-politiske sekretariat og i 2009 direktør for DR Jura, Politik og Strategi. I februar 2011 blev Maria Rørbye Rønn udnævnt til generaldirektør for DR, efter at have været konstitueret i stillingen i fire måneder. Med visionen om "Et skarpere DR" står Maria Rørbye Rønn i spidsen for et DR, som i endnu højere grad fokuserer på indhold og kvalitet. IT-Universitetet har som sin mission at gøre Danmark usædvanligt dygtigt til at skabe værdi med it. I et globalt perspektiv. Gennem forskning, uddannelse og i samarbejde med private og offentlige institutioner. Både under hjemlige himmelstrøg og i udlandet. Universitetet har et stærkt forskningsmiljø med et omfattende ph.d.-program og udbyder en række forskningsbaserede fuldtids- og deltidsuddannelser indenfor it, fra spil og kommunikation til business og softwareudvikling. IT-Universitetet har omkring 500 ansatte, op mod 2500 studerende og er det universitet i Danmark, der uddanner flest it-kandidater. IT-Universitetet blev oprettet i 1999, dets rektor er Mads Tofte, og formand for universitetets bestyrelse er Jørgen Lindegaard.
Forrige artikel Ny direktør for Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø Næste artikel Elbæk udråbt til Årets Yndlingsoffer af Svikmøllen