DR-vært er ny debatredaktør på Berlingske

Jacob Rosenkrands, mangeårig vært på Deadline og TV-Avisen, afløser Pierre Collignon som debatredaktør på Berlingske.
 
 

Jacob Rosenkrands siger farvel til DR og starter som ny debatredaktør på Berlingske. 

Det skriver Berlingske

Den nuværende vært på Deadline beskriver rollen som debatredaktør som et "drømmejob" og "det naturlige sted at samle trådene fra mine mange års virke i alle afkroge af samfundsdebatten". 

"Avisen har en meget stærk position inden for magtkritik og værdidebat, og jeg glæder mig til at arbejde sammen med redaktionen og de kommentatorer, som gør avisens debatsider til et sted, hvor vi alle kan blive udfordret på vores holdninger og virkelighedsbillede," fortæller Rosenkrands. 

Berlingskes ansvarshavende chefredaktør, Tom Jensen, glæder sig til at få en debatredaktør, der "har en stærk fornemmelse for tidens afgørende værdidebatter". 

"Vi får med Jacob Rosenkrands en skarp journalist med intellektuel spændvidde og et præcist blik for den reflekterede borgerlighed, som Berlingske står for," udtaler han. 

Jacob Rosenkrands afløser Pierre Collignon, der tiltrådte som chefredaktør på Berlingske 1. maj.

Han er uddannet cand.scient.pol. og har arbejdet som vært på både Deadline og TV-Avisen. Han har også haft sit eget debatprogram på DR2, "På den 2. side".

Rosenkrands tiltræder stillingen 1. august. 

Forrige artikel Rigsstatistiker hos Danmarks Statistik stopper Rigsstatistiker hos Danmarks Statistik stopper Næste artikel Ulveman & Børsting snupper Miljøministeriets pressechef Ulveman & Børsting snupper Miljøministeriets pressechef