DR ændrer i ledelsen

DR omorganiserer i ledelsen og lægger DR Kommunikation & HR sammen med området for Jura, Politik og Strategi (JPS). Caroline Reiler, som er direktør for JPS, vil bliver ny chef.

DR lægger to stabsområder sammen til ét. Det betyder, at der bliver én direktør mindre i DR's øverste ledelse. Med sammenlægningen af stabsområderne Jura, Politik og Strategi (JPS) og Kommunikation og HR stopper Elisabeth Geday efter tre år som HR- og kommunikationsdirektør i DR. Caroline Reiler, som er direktør for JPS, bliver direktør for det nye område. I en pressemeddelelse oplyser DR, at sammenlægningen "først og fremmest skal skabe et tættere samarbejde på tværs af generaldirektørens stabsområde.". Men sammenlægningen af de to stabsområder er også en konsekvens af det medieforlig, som alle Folketingets partier kort inden sommerferien blev enige om. Medieforliget betyder nemlig færre penge til DR og dermed besparelser. Sammenlægningen af generaldirektørens område, hvor de to områder altså bliver til ét, er dermed første skridt i udmøntningen af den ventede spareplan, som DR skal gennemføre i løbet af efteråret, skriver DR. "Jeg tror, at vi ved at samle to sidestillede stabsfunktioner både kan skabe en mere enkel og fleksibel organisering og samtidig opnå et tættere samarbejde mellem to områder, som har klare og åbenlyse snitflader. Og med Caroline Reiler i spidsen for den samlede afdeling føler jeg mig overbevist om, at den proces er i de bedste hænder," udtaler DR's generaldirektør Maria Rørbye Rønn i en pressemeddelelse.
Forrige artikel Chefredaktør Bjarke Larsen skiftet til S Næste artikel Jakob Høyer ny kommunikationschef hos DBU