Dødsfald: TV- og radiojournalist Rolf Jonshøj (74)

TV- og radiojournalist og tidligere korrespondent for DR, Rolf Jonshøj, er gået bort i en alder af 74 år. Han døde i onsdags, omgivet af sin familie.

Rolf Jonshøj led af Parkinson de sidste fem-seks år af sit liv. Han efterlader sig kone og to børn, skriver Ekstra Bladet.

Rolf Jonshøj var i størstedelen af karrieren ansat ved DR - heraf i mange år på Christiansborg.

Han blev i 1976 ansat på TV-Avisen, hvor han indtil 1986 var med til at udvikle nyhedsproduktionen til TV, og hvor mediet og hans virke gjorde ham til et kendt ansigt i hele Danmark. Alligevel forblev han ukrukket gennem karrieren.

Rolf Jonshøj stoppede på TV-Avisen i 1986 for at blive korrespondent for DR i først Stockholm og sidenhen i Bruxelles. Han vendte tilbage til Danmark i 1992 for at blive politisk medarbejder og blev efterfølgende også radiovært på DR. Rolf Jonshøj gik på pension i 2012. 

Rolf Jonshøj var en altid imødekommende, hjælpsom og venlig kollega, både blandt DR-kolleger og overfor kolleger i andre medier. Ved sin afsked på Christiansborg blev han da også omtalt som redaktionens diplomatiske "udenrigsminister", fordi han var så vellidt mange steder på Christiansborg for dette hjælpsomme sind.

Rolf Jonshøj bisættes tirsdag 1. maj fra Simon Peters Kirke på Amager.

Forrige artikel Hvidevareforeningen FEHA skifter navn Næste artikel Byrådsmedlem pludseligt død i Assens