Dødsfald: Tidligere KL-formand og borgmester i Herning Hilmar Sølund (88)

Hilmar Sølund (S), der sad på borgmesterposten i Herning Kommune fra 1990 til 1997 og i årene fra 1992 til 1994 var formand for KL, er gået bort. Han blev 88 år gammel.

Socialdemokratiets Herning-koryfæ, Hilmar Sølund, som gennem ikke mindre end 29 år havde plads i kommunens byråd og beklædte borgmesterposten fra 1990 til 1997, er død. Det skriver Herning Folkeblad.

Med Hilmar Sølunds død er en tidligere KL-formand også gået bort. Han stod i spidsen for Kommunernes Landsforening i to år i starten af halvfemserne.

Den mangeårige lokalpolitiker blev 88 år gammel og brugte størstedelen af sin karriere hos DSB som trafikkontrollør. Her nåede han at gøre tjeneste ved op mod 80 DSB-stationer sideløbende med det politiske arbejde.

I kommunalpolitisk regi var han formand for både Kulturudvalget og Socialudvalget i Herning Kommune, og hos KL havde han foruden formandsposten også plads i Sygesikringens forhandlingsudvalg og var i mange år medlem af KL's lønudvalg. Ved adskillige overenskomstforhandlinger var han chefforhandler for de offentlige arbejdsgivere.

Forrige artikel Radikale skifter uddannelsesordfører Næste artikel Lars Rebien er igen kåret som verdens bedste CEO