Dødsfald: Tidligere borgmester Milton Graff (60)

Efter længere tids sygdom er Hvidovres tidligere borgmester Milton Graff Pedersen (S) afgået ved døden.

Milton Graff, der flyttede til Hvidovre i 1978, var uddannet lærer fra Frederiksberg Seminarium i 1977 og ansat på Vejlebroskolen. Her fungerede han som tillidsmand, næstformand og kredsformand for Danmarks Lærerforening i Ishøjkredsen i perioden 1994 til 2000. Han blev valgt ind i Hvidovres kommunalbestyrelse i 1989, hvor han blandt andet var formand for Kultur- og Fritidsudvalget 2001-2005. Efter en periode som sit partis ordfører og viceborgmester blev han valgt som borgmester i oktober 2007. Det blev efterfølgende en turbulent periode for Milton Graff med mange interne stridigheder i den socialdemokratiske gruppe. Det betød slutteligt en afsked med partiet, da tingene tilspidsedes, og man valgte en anden borgmesterkandidat. Milton Graff sov stille ind i sit hjem fredag 6. september efter længere tids kræftsygdom.
Forrige artikel Information sætter nyt hold Næste artikel Troels Ravn ny formand for Udvalget for Udlændinge- og Integrationspolitik