Dødsfald: professor og fhv. direktør Peter Harms Larsen (74)

Professor i journalistik ved SDU og tidligere direktør for TV 2 ØST, Peter Harms Larsen, er død.

I en alder af 74 år er professor ved Syddansk Universitet Peter Harms Larsen død efter længere tids sygdom. Det skriver TV 2 ØST.

Peter Harms Larsen blev i 1992 direktør på TV 2 ØST, hvor han var frem til 1998. Her hjalp han især med at bringe tv-stationen ud af en økonomisk krise.

Derefter blev han i 1998 professor i journalistik på Syddansk Universitet, hvor han beskæftigede sig med at udvikle universitets journalistuddannelse.

Foruden oprettelsen af journaliststudiet på Syddansk Universitet var Peter Harms Larsen også med til at etablere Roskilde Universitet, RUC, i 1972, hvor han også var med til at starte universitetets kommunikationsuddannelse i 1978 og senere blev tilknyttet som ekstern lektor.

Peter Harms Larsen har også skrevet flere bøger om journalistik.

Ifølge TV 2 ØST bliver Peter Harms Larsen bisat tirsdag den 7. august fra kapellet i Vordingborg.

Forrige artikel Tidligere Thorning-rådgiver ny cheflobbyist for medicinindustrien Næste artikel Fhv. kommunikationschef i Digitaliseringsstyrelsen får job i Røde Kors