Dødsfald: Jazzviolinist og kapelmester Svend Asmussen (100)

En af de største danske jazzmusikere nogensinde, den verdensberømte violinist Svend Asmussen, er død i en alder af 100 år.

Svend Asmussen er død – et hundrede år gammel.

Det oplyser familien til Politiken.

Svend Asmussen debuterede i 1933 med egen kvartet og fik som den første danske jazzmusiker tidligt i sin karriere international opmærksomhed. I 1935 indspillede han sin første grammofonplade.

Karrieren var rig på facetter som musiker, men også som skuespiller og entertainer. Han medvirkede i en række danske musikfilm og i Stig Lommer-revyerne fra 1943 til 1957, hvor han optrådte med søskendeparret Gerda og Ulrik Neumann.

Samarbejdet med sidstnævnte førte til etableringen af den succesrige trio Swe-Danes med den svenske sanger Alice Babs.

Asmussen indspillede en lang række plader med blandt andre Duke Ellington, pianisterne John Lewis, Jan Johansson og Kenny Drew samt instrumentkollegerne Stephane Grappelli og Stuff Smith.

"Med sit køligt-elegante, men suverænt swingende spil, som ikke lader sig forveksle med nogen andens, har han beriget 1900-tallet og begyndelsen af et nyt århundrede med en lang række tidløse pladeindspilninger, der rækker fra "den gyldne swingtid" til seriøst, jævnbyrdigt samarbejde med de bedste musikere fra en yngre generation."

Sådan omtaler Den Store Danske Asmussens eftermæle.

Han efterlader sig kone, børn, børnebørn og oldebørn.

Forrige artikel Landboformand stopper for at satse på FT-karriere Næste artikel Dødsfald: Professor Hans Rosling (68)