Dødsfald: Historie-professor, dr.phil. Finn Løkkegaard (91)

Den mangeårige professor i historie ved Danmarks Pædagogiske Universitetet, dr.phil. Finn Løkkegaard, Hareskovby er død, 91 år og skal bisættes 29. juni 2024.

Professor emeritus, dr.phil. Finn Løkkegaard er stille sovet ind, 91 år gammel.

Han virkede i årene 1982-2002 som professor i historie ved Danmarks Pædagogiske Universitet - den tidligere Danmarks Lærerhøjskole.

Finn Løkkegaard interesserede sig ikke mindst for Danmarks-historien under de to verdenskrige. Han skrev således disputats i 1968 om Det Danske Gesandtskab i Washington 1940-42.

Han lavede også film for Statens Filmcentral - nu Det danske Filminstitut - om krigene, bl.a. "Mennesker i København - Menigmands Tilværelse under den første Verdenskrig" fra 1977 og "Besættelsestidens Hverdag i samtidige Filmoptagelser" fra 1981.

Nogen vil desuden huske ham som anmelder af historisk litteratur i Weekendavisen 1980-86.

Historikeren havde også en lokalhistorisk forskningsåre. Han holdt således foredrag og skrev artikler om Hareskovby og nordjyske Thorup Strand, hvor familien henholdsvis boede og havde sommerhus.

Finn Løkkegaard, der var Far og Farfar, efterlader bl.a. sin hustru siden 1958, bibliotekar Tove Løkkegaard.

Bisættelsen er lørdag 29. juni kl. 13 fra Hareskov Kirke.

Forrige artikel Kronprinsen er blevet student Kronprinsen er blevet student Næste artikel Tidligere V-profil vil være borgmester i Danmarks største kommune Tidligere V-profil vil være borgmester i Danmarks største kommune