Dødsfald: fhv. V-borgmester Gylling Haahr (74)

Vardes bykonge Gylling Haahr (V) er gået bort. Han var borgmester i Varde Kommune i 16 år og sad i kommunalbestyrelsen i næsten tre årtier.

Gylling Haahr (V) er død, 74 år gammel.

Det skriver Jydske Vestkysten.

Den tidligere handelsskolelærer og uddannelseskonsulent var en sand kommunal ildsjæl, der sad i kommunalbestyrelsen i 28 år og var borgmester i 16 år.

Danske Kommuner skriver, at Christian Gylling Haahr, blot kaldet Gylling, meldte sig ind i Venstre i 1978. I 1986 blev han valgt til kommunalbestyrelsen i den daværende Helle Kommune. I 1994 blev han viceborgmester, og fire år senere fik han borgmesterkæderne i Helle Kommune. Kæderne beholdt han i 16 år, også gennem kommunalsammenlægningen i 2007, der gjorde Helle Kommune til Varde Kommune.

Da han som 66-årig i 2013 stoppede som borgmester, skrev Ugeavisen: "Han blev kendt for sin stædige kombination af vestjysk tålmodighed og ambitionen om at gøre noget ved især det generelt lave uddannelsesniveau i det daværende Ribe Amt. En ambition født ud af uddannelsen som socialrådgiver og et mangeårigt arbejde som erhvervsvejleder overalt i amtet."

Ugeavisen skrev videre, at han glædede sig til at han glædede sig til at bruge mere tid sammen med sin familie og "sine reservebørn"; en rød MG og en flaskegrøn Ford A.

Han efterlader sig sin hustru, Bodil, sine børn Karen, Mads og Anders og sine børnebørn.

Bisættelsen finder sted i Øse Kirke lørdag 4. december kl. 11.00.

Forrige artikel Messerschmidt stiller op i Brøndby: Vil udfordre Tesfaye Messerschmidt stiller op i Brøndby: Vil udfordre Tesfaye Næste artikel Danners direktør fratræder og bliver direktør for Anti Doping Danmark