Dødsfald: Fhv. direktør for Statens Museum for Kunst Villads Villadsen (76)

Fhv. direktør for Statens Museum for Kunst, mag.art. Villads Villadsen, København K, er død, 76 år gammel. Bisættelse 20. april.

Villads Villadsen var direktør for Statens Museum for Kunst i perioden 1985-94.

Forstander-sønnen fra København blev mag.art. i kunsthistorie fra Københavns Universitet i 1975.

Han virkede som museumsinspektør ved Randers Kunstmuseum i årene 1979-85.

Villads Villadsen forestod talrige udstillinger af billedkunst i Danmark og udlandet. I årene 1987-94 var han desuden formand for Kulturværdiudvalget, der afgør om et kunstværk må eksporteres, eller der er tale om en umistelig kulturværdi af afgørende national betydning, som derfor ikke kan tillades udført fra Danmark.

Han forberedte udvidelsen af Statens Museum for Kunst, som C.F. Møller Architects vandt i 1992 og som åbnede 1998 med en ny, omdiskuteret modernistisk tilbygning, som ligesom  trænger sig ind i Østre Anlæg.

Efter tiden som museumsdirektør virkede Villads Villadsen som freelance forsker og skribent fra 1994. Bl.a. udgav han i 2009 C.W. Eckersbergs dagbøger 1810-1853 i to bind.

Villads Villadsen, der var far, morfar og farfar, var gift to gange og siden 2007 samboende med kollegaen Inger Tolstrup. 

Bisættelsen finder sted fra Holmens Kirke i København tirsdag 20. april kl. 13.

Forrige artikel Tidligere folketingsmedlem for SF bliver ny PA-chef i kommunikationsbureau Næste artikel Topchef i Danske Bank stopper efter mistanke om hvidvask Topchef i Danske Bank stopper efter mistanke om hvidvask