Dødsfald: DR-journalist Eva Suszkiewicz (74)

Den gennem mange år kendte stemme på DRs Radioavisen, udsendelsesleder og journalist Eva Suszkiewicz, København er død, 74 år gammel.

Hun døde i følge familien efter kort, hård kamp mod akut sygdom.

I mange år var Eva Suszkiewicz en af de markante stemmer bag DRs Radioavisen - en af de få kvindelige i en på den tid mandsdomineret verden.

Eva Suszkiewicz blev uddannet fra Danmarks Journalisthøjskole med afgang 1983 i en alder af 37 år - halvvejs i sit liv.

Perspektivet på de daglige nyheder kunne hun dyrke ved Radioavisens hedengangne ugemagasin på P1 "Refleks", som samlede op på den forløbne uges begivenheder og debatter - politiske såvel som kulturelle - fra ind- og udland.

Hvem kunne høre, at der bag den store, neutrale radiostemme gemte sig en glad og venlig hippie-type med stort, flagrende hår?

Bisættelsen finder sted fra Vor Frelser Kirke fredag 19. februar 2021 kl. 13. Der afholdes senere mindestund.

Forrige artikel Tv-redaktør bliver mediechef i Djøf Næste artikel Sundhedsstyrelsen henter ny chef i Australien