Dødsfald: Djøf-redaktør Stig Nielsen (61)

Ansvarshavende redaktør på Djøfbladet Stig Nielsen er afgået ved døden. Han blev 61 år.

Efter et års kræftsygdom er ansvarshavende redaktør på Djøfbladet Stig Nielsen afgået ved døden 5. december. Han blev 61 år gammel.

Stig Nielsen blev ansat som redaktør på Djøfbladet 1. februar 2006. Han kom til fagbladet fra Amnesty International Danmark, hvor han havde fungeret som pressechef og redaktør siden 1997.

Før det var Stig Nielsen ansat som informationsmedarbejder i Ulandsorganisationen Ibis og senere som journalist for Ibis i Mellemamerika. Fra 1981 til 1985 var Stig Nielsen redaktør på avisen ”Solidaritet” og skiftede derefter til Fotogruppen 2. maj, hvor han fungerede som journalist frem til 1990.

Mikkel Krogh, der er konstitueret som ansvarshavende redaktør, siger i anledning af dødsfaldet til Altinget:

”Stigs eget internationale udsyn har præget Djøfbladet. Han var med til at give det et mere globalt udsyn. Og så var han frem for alt en helt enestående chef.”

De journalistiske erfaringer fra især Fotogruppen 2. maj kom også til at præge Stig Nielsens tid på Djøfbladet, fortæller Mikkel Krogh, der var kollega med Stig Nielsen gennem 12 år i først Amnesty og senere Djøf:

”Han var jo også gammel billedmand, og det tog han med sig. Han prioriterede det billedmæssige højt."

 

 

Forrige artikel Ny international konsulent hos Socialdemokraterne Næste artikel TV2 opretter korrespondentkontor i Tyrkiet