#dkpol går live: Det er nemmere at vinde en nej-kampagne

Tirsdag aften gik #dkpol på scenen på Hotel Cecil i København foran 200 publikummer. Med sig havde værterne en trompetist, to gæster og et spørgsmål: Hvordan vinder man en folkeafstemning?

Kampen om forsvarsforbeholdet har vist sig at være en del anderledes end tidligere folkeafstemninger om EU. Ja-kampagnen er ekstraordinært afdæmpet, og nej-kampagnen, med Morten Messerschmidt i front, leder desperat efter en modstander, der vil føre skræmmekampagne.

Hvad handler det om? Og hvordan vinder man i det hele taget en folkeafstemning?

Det var det store samtaleemne, da Jakob Nielsen, Esben Schjørring og resten af dkpol-holdet – inklusiv ny medvært, redaktionschef Kristine Korsgaard – slog dørene op på Hotel Cecil i indre by i København.

Foran 200 publikummer og med Holger K. Nielsen og Sofie Carsten Nielsen som gæster gik de bag om kampagnerne og talte om psykologi og kommunikation i den politiske debat.

Og de nåede også omkring Claus Hjort-sagen og spørgsmålet, om Kristendemokraterne stadig har en genopstandelse til gode eller endegyldigt er faret til himmels.

Lyt med via linket øverst i artiklen.

Forrige artikel Historien om dengang Holger K. og konen sagde nej til Unionen Historien om dengang Holger K. og konen sagde nej til Unionen Næste artikel Lyt med: Sådan fik Danmark de fire EU-forbehold Lyt med: Sådan fik Danmark de fire EU-forbehold