Direktør fra finanslobby takker nej til folketingsplads efter Esben Lunde

Esben Lunde Larsens afsked fra Folketinget efterlader en ledig stilling, som stadig mangler at blive besat. Første-suppleant og underdirektør i Finans Dammark ønsker dog ikke tage jobbet.

Spekulationerne føg rundt, efter den tidligere miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V) meddelte, at han forlader Folketinget til fordel for en position i den grønne tænketank World Resources Institute i Washington D.C.

Første-suppleanten til Esben Lunde Larsen, Mads Rørvig (V), afviser imidlertid at overtage pladsen i Folketingssalen.

Mads Rørvig, der til daglig arbejder som underdirektør i interesseorganisationen Finans Danmark, forklarer på Twitter, at han ikke vil forlade sit job i lobbyorganisationen:

"Jeg er stolt af og ydmyg over at have repræsenteret over 8000 vælgere i @folketinget. Selv om Esbens farvel til politik er en mulighed for at vende tilbage, har jeg valgt at takke nej, da jeg er midt i spændende projekter med et team af fantastiske kolleger hos @FinansDanmark."

Underdirektøren modtog ved sidste Folketingsvalg 8150 stemmer og er derfor første-suppleant i Vestjyllands Storkreds.

De nyeste rygter sætter den tidligere Ikast-Brande borgmester Carsten Kissmeyer (V), som er tredje kandidat på Venstres liste i storkredsen, i forbindelse med den ledige stol i Folketinget.

Carsten Kissmeyer udtalte til Ritzau, at han i løbet af første halvdel af august vil afgøre, hvorvidt han har tid, mulighed og lyst til at arvtage pladsen i Folketinget.

Forrige artikel Politiet stopper efterforskning af Slagelse Byråd Næste artikel Irakveteran ny sekretariatsleder i Kvinder I Bestyrelser