DGI’s hovedbestyrelse genvalgt efter tæt afstemning

Nels Petersen er genvalgt som DGI’s næstformand, mens Majken Nielsen, Ole Dreyer og Mogens Kirkeby også fortsætter som bestyrelsesmedlemmer.

DGI’s hovedbestyrelse forbliver uændret.

Det er resultatet, efter der lørdag 6. november var afstemning om pladserne i DGI’s hovedbestyrelse ved organisationens årsmøde. Det blev en tæt affære, oplyser organisationen i en pressemeddelelse, men udfaldet blev en forlængelse af alle de hovedbestyrelsesmedlemmer, der genopstillede.

De fire hovedbestyrelsesmedlemmer Nels Petersen, Mogens Kirkeby, Majken Nielsen, Ole Dreyer blev på årsmødet genvalgt. Rasmus Munch fik 126 stemmer – og kun tre færre end Ole Dreyers 129 stemmer – og er valgt som suppleant til hovedbestyrelsen.

Nels Petersen, der er 68 år gammel og blandt andet tidligere medlem af chefredaktionen på Frederiksborg Amts Avis og kommunikationsdirektør for Falck, fortsætter som bestyrelsens næstformand.

”Jeg har fortsat tiden, lysten og energien til det organisatoriske arbejde med idrætslivet. Vi har nogle fokusområder, som vi står midt i og som vi skal fastholde fokus på. Det gælder blandt andet samarbejdet i Bevæg dig for Livet og målet om at sikre børn og unges lige adgang til foreningsdeltagelse,” siger Nels Petersen i pressemeddelelsen.

Nels Petersen, Mogens Kirkeby, Majken Nielsen og Ole Dreyer var også medlemmer af hovedbestyrelses før årsmødet.

I alt består hovedbestyrelsen af ni medlemmer og består foruden de fem genvalgte medlemmer af landsformand Charlotte Bach Thomassen, Pia Allerslev, Hanne Lene Haugaard, Lars Høgh og Dan Skjerning.

Forrige artikel Bagmandspolitiet vil have storfisker til at betale op til 68 millioner Bagmandspolitiet vil have storfisker til at betale op til 68 millioner Næste artikel Nye Borgerlige ekskluderer byrådsmedlem efter trusler mod journalist Nye Borgerlige ekskluderer byrådsmedlem efter trusler mod journalist