DFU puster nyt liv i Kritiske Licensbetalere

Dansk Folkepartis Ungdom genopliver Foreningen Kritiske Licensbetalere. Foreningen skal ifølge formand Christian Bülow være licensbetalernes vagthund i forhold til DR.

Foreningen Kritiske Licensbetalere genopstår efter flere års dvale. Kampagneansvarlig i Dansk Folkepartis Ungdom, Christian Bülow, er formand for foreningen.

Det oplyser Kritiske Licensbetalere i en pressemeddelelse.

"Licensbetalerne har brug for en vagthund til at holde øje med DR og minde DR om, at de skal sende politisk neutralt indhold. Det lever de ikke op til nu. Vi finder os ikke i, at licensbetalernes penge ufrivilligt finansierer DR-chefernes millionlønninger og andre former for frås," skriver formand Christian Bülow på sin Facebook-profil.

Foreningen, der oprindeligt blev stiftet i 2002 af daværende DFU-næstformand Morten Messerschmidt (DF), vil via et indberetningssystem give borgerne mulighed for at indberette DR, "hvis man oplever lemfældig omgang med licenskronerne eller politisk orienteret indhold på deres kanaler", fremgår det af pressemeddelelsen.

DR giver over for Berlingske udtryk for, at man er positiv over foreningens genopståen, og kommunikationschef Lasse Bastkjær Jensen kalder Kritiske Licensbetalere et "friskt indslag".

Forrige artikel Utilfreds næstformand i FTF trækker sig Næste artikel Katrine Rohde vil i byrådet i Viborg