DF står fast: Bankunionen skal til afstemning

FORHANDLINGER: Onsdag genoptager Lars Løkke Rasmussen forhandlingerne om en ny regering. Dansk Folkeparti holder fast i, at spørgsmålet om dansk deltagelse i EU's bankunion skal til folkeafstemning.

Efter en dag, hvor Lars Løkke Rasmussen (V) fordøjede blå ønsker, er den kongelige undersøger igen klar til at genoptage regeringsforhandlingerne. Det sker onsdag klokken 9.30, hvor Dansk Folkeparti skal til forhandlingsbordet på Christiansborg.

Tirsdag aften var partiet ude med en melding om, at Dansk Folkeparti holder fast i, at en eventuel dansk deltagelse i EU's kommende bankunion skal til folkeafstemning. Det fortæller gruppeformand Peter Skaarup (DF).

"Vi synes, det rigtigste er at bede vælgerne tage stilling til bankunionen, for det er en stor indgriben for os. Vi kommer til at betale for fallerede sydeuropæiske bankers eventyr. Det kan blive en dyr omgang for skatteyderne, hvis vi kommer ind i en bankunion," siger Peter Skaarup til Ritzau.

Sammen med Enhedslisten og Liberal Alliance bebudede Dansk Folkeparti, at de ved et kvalificeret mindretal kan gennemtvinge folkeafstemninger om konkrete lovforslag. Det kræver 60 mandater, og den umage DF-EL-LA-alliance tæller nu sammenlagt 64 folketingsmedlemmer

Dansk Folkeparti er gået til regeringsforhandlingerne med fire krav. De gælder genindførelse af grænsekontrollen, en stram EU-linje, en strammere udlændingepolitik og en offentlig vækst på 0,8 procent. 

Løkke: Går planmæssigt
Den norske statsminister Erna Solberg var tirsdag i Danmark, hvor hun blandt andet mødtes med Lars Løkke Rasmussen. På et kort pressemøde i forbindelse med besøget fastslog Løkke, at forhandlingerne om en ny regering "går planmæssigt".

"Jeg går og filosoferer lidt over, hvad det kan give anledning til, og jeg vil tro, at vi i morgen (onsdag, red.) tager hul på de egentlige forhandlinger igen. Det er helt planmæssigt, at jeg bruger dagen på det," sagde han.

Selv om Venstre-formand Lars Løkke Rasmussen holdt tænkedag tirsdag, mødtes han alligevel med DF-formand Kristian Thulesen Dahl. Det skete hjemme i Løkkes lejlighed i Nyhavn, hvor de to sammen trådte ud på balkonen for at kigge på sankthansbål. 

Dansk Folkeparti skal som sagt til forhandlinger klokken 9.30. Klokken 14.30 er det Anders Samuelsen og Liberal Alliances tur, og klokken 16 slutter Konservative med Søren Pape Poulsen i spidsen dagens forhandlingsrække af. 

Forrige artikel Stemmetal: Løkke blev valgets største taber Stemmetal: Løkke blev valgets største taber Næste artikel Vraget V-politiker: Valgresultat må føre til selvransagelse Vraget V-politiker: Valgresultat må føre til selvransagelse