DF: Samuelsen kan glemme topskattelettelser

TOPSKAT: Dansk Folkeparti afviser pure Liberal Alliances ønsker om at sænke topskatten. Anders Samuelsen (LA) fik rigeligt med ønsker opfyldt ved finanslovforhandlingerne, lyder meldingen fra DF. Samuelsen er sikker på, at der kan laves en aftale.

Efter forløbet om finanslovforhandlingerne skærper Dansk Folkeparti tonen over for Liberal Alliances ønsker om topskattelettelser.

Liberal Alliance fik i finanslovsforhandlingerne sænket registreringsafgiften på biler, og nu bliver øvelsen at få sænket topskatten i forårets forhandlinger om en skattereform, lyder det fra Anders Samuelsen.

Men sådan et forløb ønsker Dansk Folkeparti ikke.

Meldingen varsler vanskelige forhandlinger forude for Venstre-regeringen, der ifølge regeringsgrundlaget vil have en ny skatteaftale på plads i foråret 2016.

”Jeg synes, Anders Samuelsen har fået så rigeligt i forhold til finansloven, så hvis man tror, at man bare kan køre videre, og så kommer topskatten ned i de her forårsforhandlinger, så tager man fejl,” siger Dansk Folkepartis næstformand Søren Espersen.

Afviser debat om topskat
I regeringsgrundlaget står der blandt andet, at forhandlingerne sigter på at sænke "skatten på den sidsttjente krone". Det er en formulering, som kan tolkes som topskat, men samtidig også lader rum til andre tolkninger.

Ifølge Dansk Folkeparti føler man sig på ingen måde bundet på, at der skal ske noget med topskatten.

”Vi er slet ikke interesserede i at gå ind i den debat om topskattelettelser,” siger Søren Espersen.

Samuelsen tror på aftale
Den markante melding fra Dansk Folkeparti bliver taget med ophøjet ro af Anders Samuelsen.

”Det er Søren Espersens opgave at sige den slags ting, og så finder vi ud af det med DF-partiledelsen efterfølgende,” siger Anders Samuelsen.

Han medgiver, at skatteforhandlingerne umiddelbart ser vanskeligere ud end end aftalen om finansloven – men han regner med, at enderne kan mødes med Dansk Folkeparti, når det gælder.

”De er jo interesseret i at gøre noget ved skatten i bunden. Det er et synspunkt, som vi deler med dem. Det skal der nok findes en løsning på,” siger Anders Samuelsen, som dog tilføjer:

"Men for os er det afgørende, at der sker noget med marginalskatten. Man kan ikke nøjes med, at der kun sker noget i bunden". 

Forrige artikel Udflytning kan gå langt over budget Udflytning kan gå langt over budget Næste artikel Michael Svarer ny overvismand Michael Svarer ny overvismand