DF raser mod ungdomskommission

KRIMINALITET: "Visions- og værdiløse," kalder Dansk Folkeparti anbefalingerne fra regeringens kommission om ungdomskriminalitet. Dansk Socialrådgiverforening og De Radikale er begejstrede.

Justitsminister Brian Mikkelsen (K) får om få dage overleveret en rapport fra den regeringsnedsatte kommission om ungdomskriminalitet fuld af anbefalinger til, hvordan regeringen fremadrettet bør løse problemerne med fortsat grovere ungdomskriminalitet i Danmark.

I rapporten anbefales det blandt andet, at det kontroversielle forslag om at nedsætte den kriminelle lavalder bliver afvist. Generelt anbefaler kommissionen, at man ikke satser på hårdere straffe, men i stedet satser på socialt forebyggende arbejde.

Rapporten er blevet lækket til Politiken og er stadig ikke blevet præsenteret officielt.

DF: Anbefalingerne er visions- og værdiløse
Kritikken af kommissionens anbefalinger er til at tage og føle på hos Marlene Harpsøe, der er medlem af Retsudvalget for Dansk Folkeparti.

"Det er den gale vej, ganske enkelt. Vi har foreslået masser af nye initiativer og forslag, som vil revolutionere den måde, vi håndterer ungdomskriminalitet. I stedet for snakker kommissionen om, at vi skal udvise større tolerance over for de unge kriminelle og opfordrer til, at vi lader dem begå den første forbrydelse, uden at det rigtig koster noget. Det er en falliterklæring," siger Marlene Harpsøe.

Dansk Folkeparti har blandt andet forslået en sænkelse af den kriminelle lavalder, weekendfængsel, genopdragelseslejre, udgangsforbud og gps-overvågning af de unge kriminelle.

Marlene Harpsøe lover, at Dansk Folkeparti vil fortsætte med at presse på for en konsekvent retspolitik.

"Jeg frygter, at den her kommissionsrapport bliver regeringens alibi for bare at lade stå til. Vi er regeringens parlamentariske grundlag, og jeg forventer selvfølgelig, at regeringen lytter til os under forhandlingerne," fastslår Marlene Harpsøe.

Lettelse hos Dansk Socialrådgiverforening
Bettina Post, formand for Dansk Socialrådgiverforening, har i slipstrømmen på den "hidsige" debat om mulige foranstaltninger mod ungdomskriminalitet været nervøs for kommissionens endelige anbefalinger.

"Vi er utrolig lettede og positive over kommissionens anbefalinger, fordi de dybest set siger, at alt socialt forebyggende arbejde med børn fra nul-årsalderen også er kriminalitetsforbyggende arbejde. Hele kommissionens opgaveportefølje kredser jo meget om forebyggende socialt arbejde, og det er vi rigtigt glade for," siger Bettina Post, der blandt andet har undret sig over, at der ikke har siddet en socialfaglig i udvalget.

De Radikales nye socialordfører, Anne Marie Geisler Andersen, er på linje med Dansk Socialrådgiverforenings vurdering af kommissionens anbefalinger.

Hårdere straf til unge, der lokker børn ud i kriminalitet
På ét enkelt punkt er regeringens kommission om ungdomskriminalitet - trods intern uenighed i kommissionen - klar til at indføre hårdere straffe: Personer over 15 år, der lokker unge eller børn under den kriminelle lavalder til at begå kriminalitet, skal have skærpet straffen.

Selv om Bettina Post på de fleste områder er imod hårdere straffe, er hun åben for denne del af kommissionens anbefalinger.

"I vores øjne er børn børn, og børn skal ikke straffes. Hvis man som voksen får et barn til at begå kriminalitet, så er det den voksen, der skal straffes, og ikke barnet," slår Bettina Post fast.

Også De Radikale, der normalt er imod hårdere straffe, er positive over for forslaget.

"Jeg er som udgangspunkt ikke tilhænger af højere straffe, men det her område er et, vi muligvis vil være med til at diskutere. Folk, der lokker unge under den kriminelle lavalder, skal selvfølgelig ansvarliggøres," siger Anne Marie Geisler Andersen.

Kræver flere penge
Der må flere penge på bordet ifølge Dansk Socialrådgiverforening, hvis regeringen vil have succes med at komme den grovere ungdomskriminalitet til livs.

"Det kommer til at koste milliarder af kroner. Filmen knækker, når vi lige nu har et landsdækkende spareprojekt i gang. Men indholdsmæssigt er jeg meget tilfreds. Man kan ikke bare tro, at bare fordi man flytter lidt rundt på nogle aktiviteter, så bliver det udgiftsneutralt," siger Bettina Post og fortsætter:

"Det bliver rigtigt dyrt på den korte bane, men på den lange bane vil man kunne spare utrolig mange penge. Når vi først har unge, der er lige på kanten af den kriminelle lavalder, smidt i fængsler eller sikrede institutioner, så er der meget, der tyder på, at de vender tilbage i den kriminelle løbebane - så det handler om at forebygge, så de ikke kommer ind i den kriminelle løbebane til at starte med."       

Forrige artikel Konservative skrotter burkaforbud Næste artikel Lang vej til kørselsafgifter Lang vej til kørselsafgifter