DF-nedsmeltningen har ikke en bønne med politik at gøre

Det var ikke et ukendt fænomen, men tendensen er i den grad taget til i denne valgperiode.

Først var der valget af ny politisk leder i Alternativet. Da Uffe Elbæk frivilligt trak sig som leder, og Josephine Fock til Elbæks store fortrydelse blev valgt efterfølger, blev Alternativet reduceret til kun et enkelt folketingsmedlem. Splittelsen skyldtes vilde personlige modsætninger, men havde intet med politik at gøre.

Simon Emil Ammitzbølls kortlivede parti Fremad havde slet ikke set dagens lys, hvis Ammitzbøll som planlagt var blevet ny leder af Liberal Alliance. Eller tag Lars Løkke Rasmussens Moderaterne, der ganske vist har anlagt en politisk kant til Venstre, men som heller aldrig var blevet dannet, hvis Løkke stadig havde været Venstre-formand. 

Der er tale om en stigende individualisering af de politiske partier, hvor det er blevet normen at gå, hvis man har tabt en magtkamp eller ikke kan lide partiets formand, mens hensynet til det fælles politiske projekt træder i baggrunden.

Familiepartiet
Atomiseringen af Dansk Folkeparti tager dog de personlige hanekampene til et nyt niveau.
Her er ikke tale om en mikroskopisk partigruppe, som det var tilfældet med både Liberal Alliance og Alternativet efter valget i 2019. Dansk Folkeparti var trods katastrofevalget stadig landets tredjestørste parti i 2019, og Dansk Folkeparti var kendt som et parti med effektiv topstyring og en ledelse, der var helt uantastet.

Tilmed var partiet kendt for en nærmest familieagtig relation mellem de folkevalgte, og kernen i partiet havde helt tilbage fra stiftelsen i 1995 været firkløveret Pia Kjærsgaard, Kristian Thulesen Dahl, Peter Skaarup og Søren Espersen. Samt i mange år Søren Espersens afløser som pressechef, Søren Søndergaard.

Krigens årsager
Skal man finde oprindelsen til den bitre kamp i DF, skal man begynde to-tre år før nederlaget i 2019.

DF's første nedtur efter den utrolige sejr i 2015 må tilskrives Morten Messerschmidt. Messerschmidts misbrug af EU-midler til partiformål kostede fire-fem procentpoint i meningsmålingerne, så DF dykkede fra over 21 procent til 16-17 procent.

Og nok så vigtigt: Forholdet mellem Kristian Thulesen Dahl og Messerschmidt blev anstrengt, efter Thulesen lagde markant afstand til Messerschmidt, der blev smidt ud af partiets ledelse. Efter det følte Messerschmidt ikke, han skyldte Thulesen noget. Det betød ikke noget særligt på et tidspunkt, hvor Messerschmidt ikke var i folketingsgruppen, og Thulesen var ubestridt konge, men det fik betydning, da begge faktorer ændrede sig efter valget i 2019.  

Da Meld/Feld-sagen kørte for fuld damp, havde Thulesen intet andet valg end at ofre Messerschmidt, men et par år senere rodede DF-formanden sig ud i stridigheder, der var helt unødvendige.

Vistisen og Kjærsgaard
Det startede i sommeren 2018, hvor DF's daværende europaparlamentariker Anders Vistisen offentligt krævede at blive ny spidskandidat efter Messerschmidt, der nu ville i Folketinget. Den slags krav til ledelsen var upopulære i det topstyrede parti, og Thulesen reagerede ved at tvinge Vistisens gode ven, Peter Kofod, til at blive spidskandidat i stedet. Dermed blev Thulesen uvenner med begge de unge DF'ere, og det fjendskab blev farligt, den dag Thulesen stod svækket efter valgnederlaget. Vistisen og Kofod har fra sidelinjen spillet en central rolle i de sidste tre års magtkampe i DF.

Men der er et tredje element i de nuværende stridigheder: Pia Kjærsgaard. Partiets mangeårige dronning abdicerede frivilligt i 2012, men Kjærsgaard havde forventet at få en rolle som central rådgiver for Thulesen. Det fik hun ikke. Thulesen kørte selv - med stor succes i de første seks år - men da det begyndte at gå ned at bakke, nærmede en stadig mere frustreret Kjærsgaard sig i stedet Messerschmidt.

Dermed var de tre elementer til stede i den alliance, der endte med at presse Thulesen ud. 

Ingen fredsduer
Da Messerschmidt i januar blev ny formand, var mistro og fjendskaber allerede brudt ud i lys lue i det engang så familieagtige parti. Messerschmidt havde et flertal på 10-6 imod sig i folketingsgruppen, og han havde heller ikke flertal i partiets hovedbestyrelse. Det var ikke klart, hvem den afgående formand havde stemt på, men det var tydeligvis ikke Messerschmidt.

Morten Messerschmidt havde dog vundet en komfortabel sejr, og havde han på det tidspunkt strakt hånden frem til sine modstandere, havde der stadig været en chance for forsoning med de fleste. Men Messerschmidt forspildte chancen. Han arbejdede fra første færd på at skaffe sig fuld kontrol over partiet.

Det gik galt allerede efter få dage, da den nye formand forsøgte at skifte Peter Skaarup ud som gruppeformand. Det var et alvorligt fejlgreb. Skaarup er en ret pragmatisk type, der sandsynligvis godt kunne have arbejdet under den nye formand, men nu kom der mistillid fra starten, og Skaarup angav direkte attentatet på hans gruppeformandspost som en medvirkende årsag, da han fredag forlod partiet. 

Skaarup har som flere andre afhoppede DF'ere kastet deres kærlighed på Inger Støjbergs nye parti, Danmarksdemokraterne.

Stridskvinde
Messerschmidts forhold til Thulesen blev heller aldrig repareret, men det var ikke kun mistilliden mellem Messerschmidt og Thulesen, der var skyld i det. Her spillede Pia Kjærsgaard også en central rolle. Det går igen i beskrivelserne af DF-magtkampene de sidste tre år, at Pia Kjærsgaard tilskrives en konfliktoptrappende rolle. Kjærsgaard har altid været stridbar, en god kvalitet i de første kampår, hvor DF skulle etablere sig, men destruktivt for et parti i dyb intern krise.

Det så man så sent som søndag, da Kjærsgaard delte et tweet om, at "Thulesen er en tøsedreng". Endnu en optrapning af konflikten, og denne gang endda med en vis historisk ironi. For den første, der kaldte Kristian Thulesen Dahl for en tøsedreng, var Fremskridtspartiets Kresten Poulsgaard tilbage på det kaotiske landsmøde i 1995. Det var blandt andet Poulsgaards optræden, der fik Kjærsgaard til at opgive Fremskridtspartiet og danne Dansk Folkeparti, men med 27 års forsinkelse bruger hun nu Poulsgaards replik. 

De seks folketingsmedlemmer, der allerede forlod DF i løbet af vinteren, havde også kontroverser med Pia Kjærsgaard, og flere af dem har direkte peget på partistifterens optræden som en af årsagerne til deres exit. 

Også Søren Espersen - den mest trofaste partisoldat af dem alle - havde et ophidset opgør med Kjærsgaard, inden han i sidste uge forlod det parti, han havde forsvaret med næb og kløer i over 25 år. Espersen opfordrede Kjærsgaard til at tage et medansvar for de konflikter, DF står i, men det afviste Kjærsgaard pure. 

Pia Kjærsgaard har dermed udviklet sig til et tveægget sværd for Messerschmidt. Uden hendes støtte havde Messerschmidt ingen chance for at vinde formandsposten, og hun er stadig en vigtig del af hans magtbase. 

Men med sin konsekvent konfliktoptrappende adfærd, er hun er også et problem for den nye formand. Spørgsmålet er, om Messerschmidt har styrken til at gøre noget ved det.

En krigsskueplads
Efter tre års borgerkrig ligner det engang så magtfulde DF en rygende ruin. Det er så grelt, at man internt i partiet nu koncentrerer sig om at klare spærregrænsen ved det kommende valg. 

Det burde kunne lykkes. Selvom Dansk Folkeparti også årelades rundt om i landet, har DF stadig 10.000 medlemmer og penge til at føre valgkamp for.  Men det ændrer ikke ved, at det er helt surrealistisk, at et parti på kun syv år kan gå fra over 21 procent af stemmerne til nu at kæmpe for at komme over spærregrænsen på 2 procent.

Dansk Folkeparti er endt med den ultimative løsning på en partistrid: Den totale splittelse. Alle dem, der er utilfredse med formanden, er snart ude.

Det er meget muligt, at der snart kommer ro i partiet, men den ro minder om den, der sænker sig over en kirkegård.

Andre partiers krige
Andre partier har fundet mindre drastiske løsninger.

Den konservative borgerkrig i 90'erne var ikke mindre blodig end DF-krigen, men efter at have skiftet formand tre gange på få år, fandt partiet trods alt en magtdeling. En ledelse med repræsentanter fra begge fløje - men uden hovedpersonerne Hans Engell og Per Stig Møller - fik skabt ro i partiet, inden det hele var brændt ned. Man kom videre, selvom også den konservative borgerkrig bundede i giftige personlige modsætninger. 

SF mistede fra 2012-14 sin næstformand (Mattias Tesfaye) og en fjerdedel af folketingsgruppen, men vejen til en genopbygning af partiet var klar. For slagsmålet i SF havde altovervejende været et politisk slagsmål, og da den socialdemokratisk orienterede del af partiet var gået, kunne SF begynde en langsom, men stabil genopbygning.

Den interne radikale strid i 2020 var en blanding af politiske og personlige stridigheder. Partiet mistede Jens Rohde og Ida Auken, og det var på nippet til at ende i en regulær splittelse. Men en magtdeling mellem Sofie Carsten Nielsen og hendes modkandidat som leder, Martin Lidegaard, fik skabt ro i partiet og et godt samarbejde mellem de tidligere modstandere. 

Når man fremover skal finde veje til at stoppe destruktive partikampe, vil der således være forskellige modeller at tage af.

Alternativet og Dansk Folkeparti vil stå som skoleeksempler på, hvordan man ikke skal gøre det.

erik@altinget.dk