DF kræver produktionsskolerne fredet

NY UDDANNELSE: Dansk Folkeparti udfordrer regeringen med en række markante krav til den forberedende grunduddannelse. Ingen produktionsskoler må lukke på grund af den nye uddannelse, mener partiet blandt andet.

Ikke én eneste produktionsskole skal dreje nøglen om som følge af en kommende forberedende grunduddannelse.

Det mener Dansk Folkeparti, som forud for onsdagens forhandlinger om uddannelsen har en række klare krav til regeringen.

”Ministeren har gentagne gange sagt, at man vil nedlægge produktionsskolerne. Det er meget smerteligt for os i Dansk Folkeparti at lytte til,” siger erhvervsuddannelsesordfører Marlene Harpsøe i et længere interview med Altinget: uddannelse, som kan læses her.

I regeringens oprindelige udspil fra maj foreslår man, at der etableres ”cirka 75 uddannelsessteder” til uddannelsen. Der findes i dag 81 produktionsskoler.

75 skoler er for få
Regeringen nævner ikke, om de 75 steder skal være produktionsskoler, VUC-centre eller andet, men Produktionsskoleforeningen har selv vurderet, at forslaget vil føre til lukning af omkring halvdelen af skolerne.

Det kommer imidlertid ikke på tale, hvis det står til Dansk Folkeparti.

”Det er uhyre vigtigt for os, at produktionsskolerne skal videreføres som kernen i den nye uddannelse,” siger Marlene Harpsøe og omtaler dem som uddannelsens ”bærende søjle”.

Hun mener, at de hidtidige forhandlinger har peget i retning af ”meget snævre krav” til uddannelsesstederne, hvilket ifølge DF medfører, at 75 FGU-skoler er alt for få.

S: Produktionsskoler væsentligste institution
Det var ikke muligt mandag at få en kommentar fra undervisningsministeren, men hos rød bloks største parti vil erhvervsuddannelsesordfører Mattias Tesfaye (S) gerne forholde sig til DF's udmelding.

”Jeg ser også selv sådan på det, at produktionsskolerne langt de fleste steder vil være udgangspunktet for de nye institutioner,” siger han.

Tesfaye vil dog ikke afvise, at det enkelte steder vil være produktionsskolen, som flytter over til VUC, men at ”produktionsskolerne på mange måder er omdrejningspunktet for de nye institutioner, som skal opstå”.

Mattias Tesfaye understreger samtidig, at Socialdemokratiet er enige med DF i, at 75 skoler er alt for få.

Læs hele artiklen på Altinget: uddannelse her og interviewet med Marlene Harpsøe her (kræver abonnement). Tegn gratis prøveabonnement her.

Forrige artikel Kommunernes opsparing slår rekord: 43 milliarder i kassen Kommunernes opsparing slår rekord: 43 milliarder i kassen Næste artikel Danmark vil være bedre venner med EU’s enfant terrible Danmark vil være bedre venner med EU’s enfant terrible