DF-formand: Selvfølgelig kommer jeg til 2025-forhandlinger

ÅRSMØDE: Jeg er ikke ved at sætte mig over i et hjørne og spille fornærmet, siger Kristian Thulesen Dahl. Jeg kommer til forhandlinger, når finansministeren inviterer.

HERNING: Fredag lød overskriften i en række medier, at Kristian Thulesen Dahl (DF) ikke vil forhandle om en 2025-plan, før Liberal Alliance har fraveget sit ultimative krav om topskattelettelser.

Men det er en misforståelse, lyder det nu fra Dansk Folkepartis formand ved partiets årsmøde i Herning:

”Jeg vil gerne slå fast, at jeg altid kommer, når folk vil tale med mig. Jeg kommer selvfølgelig, hvis finansministeren inviterer til forhandlinger,” siger Kristian Thulesen Dahl og fortsætter: 

”Vi er ikke sådan nogen, der sætter os over i et hjørne og spiller fornærmet. Vi er pæne og ordentlige mennesker”

Kristian Thulesen Dahl meldte fredag ud, at LA kan glemme alt om at opnå en topskattelettelse på fem procentpoint. Og at hvis Anders Samuelsen vil fastholde sin trussel om at vælte regeringen, så kunne han lige så godt gøre det med det samme. 

Det budskab gentager DF-formanden.

”Jeg prøver at fremprovokere en afklaring af det her spørgsmål. Og i den forbindelse siger jeg klokkeklart, at en aftale ikke kommer til at indeholde en nedsættelse af topskatten med fem procentpoint for alle,” siger Kristian Thulesen Dahl og fortsætter:

”Jeg synes, vi skal have håndteret elefanten i lokalet med det samme. Men selv hvis andre har en anden vurdering, så vil jeg da gerne tale med dem.”

,

Forrige artikel Thulesen er klar til valg: Der er krise på Christiansborg Thulesen er klar til valg: Der er krise på Christiansborg Næste artikel Et sørgeligt samfund uden den radikale hånd på rattet Et sørgeligt samfund uden den radikale hånd på rattet