DF: Forbyd cyklister at høre musik

TRAFIKSIKKERHED: For at mindske antallet af højresvingsulykker vil DF forbyde cyklister at høre musik. Andre partier afviser.

Det er ikke kun lastbilchaufførernes ansvar at undgå de ofte fatale højresvingsulykker, der i år har kostet 11 cyklister livet og kvæstet endnu flere.

Det mener Dansk Folkepartis trafikordfører Kim Christiansen, der nu ikke længere kun vil se på, hvordan man kan øge kravene til overvågningsudstyr i lastbilerne og forbedre indretningen af trafikkryds.

Cyklisterne skal tage mere ansvar, når de bevæger sig rundt i trafikken.

"Der er flere og flere cyklister, som bare kører afsted, mens de hører musik fra iPods og lignende. Man bør seriøst overveje et forbud mod at bruge øretelefoner, så de har en chance for at høre, når der kommer nogen bagfra," siger Kim Christiansen til Altinget.dk. 

K: Nej til forbud
Der er igen kommet politisk fokus på højresvingsulykker. Ifølge Vejdirektoratet blev kun to cyklister dræbt i 2007, i 2006 var tallet seks.

Dansk Folkeparti står dog ret alene med sit forslag. Konservatives trafikordfører Henriette Kjær er godt nok enig i, at det er en rigtig dum ide at køre med musik i øret på cykel. Men dér stopper enigheden med DF også:

"Men man skal passe på med ikke at lovgive om alt. Ligesom med cykelhjelme så tror jeg, at kampagner er et bedre middel," siger Henriette Kjær.

V: Skal vi også forbyde musik i bilen?
SF's trafikordfører er endnu mere skarp i sin afvisning.

"Havarikommissionen har i år udgivet en rapport om blandt andet højresvingsulykker. Her konkluderes det, at det er de svagere cyklister i form af kvinder og ændre, som oftest rammes i disse uheld. Forslaget giver jo ikke mening. Hvad så med døve, må de ikke cykle længere," siger Pia Olsen Dyhr, der understreger, at cyklisterne også selv har et ansvar, men det er ved at kigge sig over skulderen, inden de kører ud i et kryds.

Karsten Nonbo (V), som også er formand for Færdselsikkerhedskommissionen, vender også tommelfingeren nedad til forslaget.

"For det første så vil et sådant forbud vil være umuligt at håndhæve i virkelighedens verden. For det andet så skal vel man også forbyde folk at høre høj musik, når de kører bil, og det er heller ikke så realistisk," siger Karsten Nonbo.

På et samråd forleden understregede transportminister Lars Barfoed (K) lastbilchaufførernes ansvar for at have korrekt indstillede spejle og være opmærksomme. Men han pegede også på, at mange cyklister er alt for uopmærksomme i trafikken.

Forrige artikel Restauranter får lov at reklamere med økologi Næste artikel EU's ønske om gods på bane vil skade dansk togdrift EU's ønske om gods på bane vil skade dansk togdrift