Messerschmidt-effekten er udeblevet. DF står bomstille i målingerne
Morten Messerschmidt har ikke formået at skabe fremgang til sit parti, efter han blev formand. Lykkes det heller ikke med folkeafstemningen om forsvarsforbeholdet som afsæt, hvornår gør det så?
”Der er ikke mange, der tiltrækkes af en taber. Der er mange, der tiltrækkes af en vinder.”
Sådan lød det sidste gode råd fra Kristian Thulesen Dahl til DF’erne på det ekstraordinære årsmøde 23. januar i år, inden de gjorde ham til forhenværende formand for Dansk Folkeparti og valgte Morten Messerschmidt i stedet.
Og det var ikke mindst med udsigten til at få en vinder i front, at medlemmerne valgte Messerschmidt over Martin Henriksen og Merete Dea Larsen i Herning den 23. januar.
Som Julie Jacobsen, DF-byrådsmedlem i Odsherred Kommune, sagde, da Altinget mødte hende under DF’s ekstraordinære årsmøde, da Messerschmidt blev valgt.
”Jeg tænker på, at når formanden skal forhandle med andre partiformænd, at han så kan måle sig med dem.”
Op til formandsvalget sagde Messerschmidt selv til Altingets daglige podcast, Ajour, at han håbede at komme tilbage på de 8,7 procent af stemmerne, DF fik ved FV19:
”Vi skal jo helst i hvert fald stabilisere partiet omkring det, der var valgresultatet sidst. Men det er også svært at sætte det som en ambition, fordi de fleste herunder jeg selv har betragtet det som noget af et katastrofevalg.”
Men her små fire måneder senere er det ikke lykkedes for den nye formand at genvinde de vælgere, som blev skræmt væk af partiets nedtur. Tværtimod. DF sidder fast i meningsmålinger langt under valgresultatet fra 2019, som førte til Kristian Thulesen Dahls fald fra tronen.
Artiklen fortsætter efter grafikken.
Messerschmidt er den mest upopulære partileder
I december, før Morten Messerschmidt overtog taktstokken i partiet, stod DF til at få 5,6 procent af stemmerne. Nu står det til 5,1 procent – alt sammen ifølge Altingets vægtede gennemsnit, som statskundskabsprofessor Kasper Møller Hansen udarbejder. Tages der højde for den statistiske usikkerhed, har Dansk Folkeparti dermed ikke flyttet sig i løbet af fem måneder.
Stilstanden finder ovenikøbet sted halvanden måned inde i folkeafstemningskampagnen om Danmarks forsvarsforbehold i EU. Altså i en arena, hvor Messerschmidt spiller en absolut hovedrolle som nej-kampagnens mest profilerede politiker og på et område, hvor han tidligere har fejret sine største triumfer og sat rekord for personlige stemmer. Ved EP-valget i 2014 fik han mere end 465.000 stemmer.
Men den form for popularitet nyder Messerschmidt langt fra i dag. Ser man på hans personlige popularitet, er han på den ene side lige så kendt en politiker og partileder som Mette Frederiksen, Jakob Ellemann-Jensen og Pia Olsen Dyhr. Men samtidig er han også langt mere upopulær end populær.
65 procent af vælgerne er ham negativt stemt, og blot 17 procent er positive over for ham. 10 procent svarer ”ved ikke”. Det gør Messerschmidt til den mest upopulære partileder på Christiansborg.
Artiklen fortsætter efter grafikken.
Til sammenligning ligger hans største rival, Nye Borgerliges Pernille Vermund, på 25 procent positive, 55 procent negative. Mens for eksempel Mette Frederiksens tal er 51 procent positive, 37 negative, Søren Pape Poulsen 54 procent positive og 24 procent negative.
Venstres formand ligger dog tættere på ham. Jakob Ellemann-Jensen får 28 procent positive og 51 procent negative.
Vermund er den største trussel
Netop de fire partier – NB, S, K og V – er interessante i den sammenhæng, fordi det er herfra Morten Messerschmidt og DF står til at kunne hente flere vælgere.
Artiklen fortsætter efter grafikken.
Det gælder særligt Nye Borgerlige, hvor næsten halvdelen af DF’s potentielle vælgere kommer fra. Formentlig vælgere, som stemte på DF i 2019, da Nye Borgerlige samtidig er det parti, som DF har mistet klart flest vælgere til.
Artiklen fortsætter efter grafikken.
Men de vælgere har Messerschmidt altså ikke overtalt endnu, og kampen om netop dem – de nationalkonservative vælgere – bliver intensiveret frem mod næste valg. Også fordi små 20 procent af DF’s vælgere ville stemme på NB, hvis de skulle stemme på et andet parti.
Det var for at forbedre sin position i den kamp, at Messerschmidt opblødte DF’s modstand mod skattelettelser, som er det, der for alvor skiller DF fra NB.
Omvendt svækker det hans muligheder for at tiltrække den relativt store gruppe blandt socialdemokratiske vælgere, der overvejer at stemme DF, hvis de ikke skal stemme S. Her betyder stærke garantier på velfærdsområdet meget.
Her risikerer Messerschmidt at falde ned mellem to stole. Hverken lige så markant på den økonomiske politik som NB eller lige så stærk på velfærd som S. Og hvis de vælgergrupper samtidig føler sig betryggede i, at den stramme udlændingepolitik fortsættes uanset regeringskonstellationerne, så har DF og Messerschmidt ikke længere en afgørende anden vare at sælge til vælgerne.
Udlændingepolitikken er ikke afgørende
At det lige præcis er den situation, dansk politik befinder sig i og har befundet sig i igennem de seneste tre-fire år, bekræftes man i, når man ser på udlændingepolitikkens status i vælgernes dagsorden. Udlændingepolitikken er nemlig ikke længere alfa og omega i dansk politik, men er stødt og roligt blevet et perifært emne, som blot 9 procent af vælgerne mener, er det vigtigste i dansk politik.
Mekanismen her er, at vælgerne får en stram udlændingepolitik, uanset om landet ledes af en socialdemokratisk eller borgerlig regering. Dermed bliver det andre emner, der afgør vælgernes kryds. Emner, som klima, sundhed og økonomi, hvor DF ikke står særligt stærkt.
Det er også derfor, afstemningen om forsvarsforbeholdet er så interessant i forbindelse med Messerschmidts mulighed for at genrejse DF. Lykkes det ham ikke på den arena, hvor skal det så ske?
Har vælgerne tilgivet Messerschmidts dom?
Forklaringerne på, at Messerschmidts formandskab endnu ikke har sat sig igennem som en positiv effekt på meningsmålingerne, bliver ved spekulationerne.
Den ophævede dom for dokumentfalsk og svig med EU-midler var ikke en forhindring for DF-medlemmerne, da de kronede ham til formand, men det er sandsynligt, at vælgerne ser anderledes på det. Såvel de som Messerschmidt får først afklaring på det i slutningen af december.
Samtidig fortsatte dramaet i DF efter hans magtovertagelse, da vigtige folketingsmedlemmer som Bent Bøgsted og Marie Krarup forlod partiet.
Det har også bevirket, at DF i dag fremstår langt mere som et enmands-parti end førhen. Selvom DF altid – som alle partier – har været båret af formanden, har DF også været et parti med mange prominente politikere, der markerede sig stærkt i den offentlige debat: Søren Krarup, Jesper Langballe, Peter Skaarup, Søren Espersen – og Morten Messerschmidt selv.
Den karakter har DF ikke længere.
Man bliver ikke belønnet for uro
Spørger man Morten Messerschmidt til DF’s manglende opbakning, henviser han dog til en anden. Det er finansordfører René Christensen, som er ansvarlig for at besvare alle henvendelser om partiets tilstand i målingerne.
René Christensen noterer sig, at status quo er ”egentlig er meget pænt” taget i betragtning, at partiet har været omgærdet af uro i månedsvis, hvor det blandt andet har mistet seks folketingsmedlemmer.
”Det har givet en del uro og kedelige historier i medierne, og det bliver man ikke belønnet for, og det skal man sådan set heller ikke,” siger han til Altinget.
Fremtiden ser dog lysere ud, mener finansordføreren. Nu pågår en intern proces, hvor partiet og dets nye ansatte er ved at finde sig til rette og udstikke en politisk kurs.
”Politik handler også om at vinde vælgere, men det handler mest om, hvor vi gerne vil have Danmark hen. Så udviklingen af politik fylder i partiet, hvor vi blandt andet er i gang med at lave nyt principprogram. Når vi er færdige med det arbejde, forventer vi også, at vælgerne vil kvittere for det.”
I årets økonomiaftale står spændingen ikke om pengene
Defensivt KL vil tvinge regeringen til at dæmpe velfærdsretorikken før folketingsvalg
