Det sker i EU: Skæbnedag for Vestager, mens Bruxelles gearer op til en ny sæson

Kommissionens danske næstformand og konkurrencekommissær ventes at gå på orlov for at søge nyt job i denne uge, hvor både kommissærer og parlamentarikere vender tilbage fra sommerferie, mens der er ministermøder i Spanien.

Mandag 4. september

Hvordan sørger man for fortsat fødevaresikkerhed, når der både er klimakrise og krig i Europa? Det er en af de ting, som de europæiske landbrugsministre skal diskutere, når de samles til et par dages uformelt ministermøde i den spanske by Cordoba. De skal også tale om, hvordan ny teknologi kan gøre europæisk landbrug mere modstandsdygtigt over for kriserne.

Tirsdag 5. september

Det spanske EU-formandskab fortsætter med et møde for de 27 medlemslandes udviklingsministre, som foregår i Cadiz helt nede på Spaniens sydlige kyst. Værter for mødet er den spanske udenrigsminister, José Manuel Albares, og EU’s udenrigschef, Josep Borrell.

I Europa-Parlamentet i Bruxelles får udvalgene for kultur og industri besøg af kandidaten til at overtage Bulgariens plads i EU-Kommissionen, Iliana Ivanova. Hun skal til høring i Parlamentet for at afløse den tidligere bulgarske kommissær for forskning, uddannelse og kultur, Mariya Gabriel, der er rejst hjem til Sofia for at blive udenrigsminister.

Og så er tirsdag mærkedag for en anden – set med danske øjne mere velkendt – kommissær, som måske også siger farvel til Berlaymont nu: Margrethe Vestager ventes formelt at blive præsenteret som kandidat til posten som chef for Den Europæiske Investeringsbank (EIB). I første omgang ventes Vestager at tage orlov fra EU-Kommissionen, indtil kapløbet om topposten i verdens største multilaterale bank er overstået.

Onsdag 6. september

Det vil vise sig, om Vestager kan deltage eller ej, når hele EU-Kommissionen for første gang efter sommerferien samles til møde i Bruxelles. På dagsordenen er blandt andet nye forslag om digitalisering inden for samarbejdet om social sikring, samt et udspil fra kommissæren for ligestilling, Helena Dalli, om skabelsen af et fælles europæisk kort for handicappede til sikring af deres rettigheder på tværs af Unionen.

Der vil også være stor interesse for forberedelserne til årets State of the European Union tale, som kommissionsformand Ursula von der Leyen skal afholde næste uge. Den tale bliver hendes sidste af den slags under dette mandat, og den kommer onsdag 13. september under Europa-Parlamentets samling i Strasbourg.

Torsdag 7. september

Inden da har Parlamentets udvalg gang i en række forskellige møder i Bruxelles denne uge. Ikke mindst torsdag, hvor parlamentarikerne i de udenrigs- og sikkerhedspolitiske udvalg skal diskutere krigen i Ukraine med Natos generalsekretær, Jens Stoltenberg.

Det vigtige udvalg for industri, forskning og energi skal stemme om Kommissionens forslag til en stærkere EU-politik for kritiske råstoffer såsom litium, nikkel, kobber og sjældne jordarter.

I Parlamentets forfatningsudvalg skal der stemmes om en opstramning af forsamlingens egne etiske regler. Behovet for mere gennemsigtighed og klarere ansvarsplacering er kommet i søgelyset på grund af skandalen om Qatargate, hvor adskillige parlamentarikere og deres rådgivere er under efterforskning for korruption.

Lørdag 9. og søndag 10. september

Både kommissionsformand Ursula von der Leyen og EU’s rådsformand, Charles Michel, rejser til Indien for at deltage i G20-topmødet i New Delhi, der samler en lang række af verdens vigtigste ledere.

{{toplink}}

 

Forrige artikel Ugen i dansk politik: Lars Løkke skal i samråd om koranafbrændinger Ugen i dansk politik: Lars Løkke skal i samråd om koranafbrændinger Næste artikel Søvndal vil ikke være EU-spids: Søvndal vil ikke være EU-spids: "Jeg stiller op for at komme på holdet, ikke for at blive nummer ét"