Det sker i dansk politik: V-drama i København, SU-samråd og S-kongres

OVERBLIK: Der er drama i Venstre i København, hvor der skal vælges spidskandidat til næste års kommunalvalg, og så holder to partier de årlige partitræf. Få overblikket over ugen i dansk politik.

Velkommen til en ny og spændende uge i dansk politik. 

Vi lægger ud med turisme-situationen i Danmark. Mandag præsenterer erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen (V) regeringens nye strategi for dansk turisme, som skal sikre udvikling og vækst i turismen i hele Danmark. Det sker – selvfølgelig – i Legoland i Billund.

Mandag er der stor embedsmandsdebat hos Gyldendal. Under overskriften Det danske embedsmandssystem slår revner og sprækker vil Radikales Ida Auken og de tre tidligere departementschefer Bo Smith, Peter Loft og Jørgen Rosted diskuterer embedsværket. Baggrunden er en ny bog om samme emne af Peter Loft og Jørgen Rosted.

Tirsdag kommer der en afgørelse i et større københavnsk Venstre-drama. Venstre i København skal nemlig vælge ny spidskandidat til kommunalvalget 2017, og her bliver der tale om et kampvalg. Børne- og ungdomsborgmester Pia Allerslev, der ved det seneste kommunalvalg i 2013 fik 14.000 personlige stemmer, forsøges nemlig væltet. Bestyrelsen i Venstre i København har i stedet peget på nuværende politisk ordfører for Venstre i Borgerrepræsentationen, Cecilia Lonning-Skovgaard, som hende, der skal lede partiet fremover i hovedstaden.

Tirsdag arrangerer Djøf topmøde om politisk kommunikation. Her vil der blandt andet være oplæg med justitsminister Søren Pind, David Trads og Thornings tidligere spindoktor Noa Redington.

To ministre skal i samråd tirsdag. Justitsminister Søren Pind (V) skal redegøre for politiets indsats mod ulovlig taxakørsel. Senere på dagen skal børne- og undervisningsminister Ellen Trane Nørby (V) i samråd om oprettelse af muslimske gymnasier i Danmark.

På Københavns Universitet er der tirsdag forelæsning om amerikansk politik ved en af verdens førende forskere i sociale bevægelser. Professor Doug McAdam fra Stanford University (USA) kommer nemlig og fortæller om udviklingen i amerikansk politik siden Anden Verdenskrig.

Lars Løkke Rasmussen tager i denne uge til New York for at deltage i New York City Climate Week 2016. Her arrangerer Danish Cleantech Hub tirsdag en stor konference, hvor statsministeren blandt andet deltager.

Onsdag er der høring om kultur i den åbne skole på Christiansborg. Den er arrangeret af Børne- og Undervisningsudvalget og Kulturudvalget, og formålet er blandt andet at bidrage til kortlægning af det eksisterende samarbejde mellem kultur- og idrætslivet og skolerne i dag og præsentere de gode erfaringer,

Torsdag er der ikke mindre end fem samråd på menuen.

Uddannelses- og forskningsminister Ulla Tørnæs (V) skal igen i samråd om SU-besparelser, ligesom hun også var i sidste uge. Denne gang skal hun svare på, hvilke konsekvenser det vil have for mulighederne for at gennemføre en uddannelse og for Danmarks uddannelsesniveau at lave de besparelser på SU’en, som regeringen foreslår i 2025-planen.

Også finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) skal forklare sig om 2025-planen i et samråd i Finansudvalget. Her skal det mere specifikt handle om beregningerne bag, at en LO-familie ifølge regeringens Helhedsplan opnår et forøget rådighedsbeløb, og om Hjort kan garantere, at LO-familiens rådighedsbeløb forøges.

Derudover skal følgende tre ministre i samråd torsdag:

  • Beskæftigelsesminister Jørn Neergaard Larsen (V) skal i samråd om 225-timersreglen.
  • Uddannelses- og forskningsminister Ulla Tørnæs skal i samråd om mangel på sygeplejersker i Region Sjælland.
  • Social- og indenrigsminister Karen Ellemann (V) skal i samråd om kommunernes tildeling af bosteder til borgere med varig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne.

Fredag starter Socialdemokraternes årlige partikongres. Formand Mette Frederiksen begyndte allerede forberedelserne i sidste uge, hvor hun på Facebook også løftede sløret for nogle af temaerne.

I løbet af kongressen vil der blandt andet være taler fra det norske Arbeiderpartiets formand Jonas Gahr Støre, DSU-formand Lasse Quvang Rasmussen, LO-formand Lizette Risgaard og de tidligere formænd Poul Nyrup Rasmussen og Mogens Lykketoft. Derudover vil der være mindehøjtidlighed for Anker Jørgensen og uddeling af Svend Auken Prisen.

Kongressen slutter søndag.

Og vi bliver ved de årlige partitræf. Konservative holder nemlig lørdag og søndag landsråd i Herning. Her vil der være tale fra Søren Pape Poulsen, ligesom folketingsmedlemmerne vil præsentere deres visioner for år 2034. Og hvorfor lige 2034? Jo, det er året, hvor børn, som fødes i dag, vil fylde 18 år.

Lørdag fylder formanden for det grønlandske parlament, Lars-Emil Johansen, 70 år. Han er også tidligere landsstyreformand og medlem af Folketinget. Stort tillykke.

Forrige artikel Rohde: Giv os folkeafstemning om EU Rohde: Giv os folkeafstemning om EU Næste artikel Løkke ønsker bedre rammer for håndtering af flygtninge Løkke ønsker bedre rammer for håndtering af flygtninge