Det sker i dansk politik: Thorning-jubilæum, snus-forbud og to politiske landsmøder

OVERBLIK: Forårssæsonen for politiske landsmøder bliver skudt i gang i weekenden, når henholdsvis SF og Liberal Alliance mødes i København. Men før det skal Helle Thorning-Schmidts formandsjubilæum fejres, og løssalg af snus skal forbydes ved lov.

Mandag er en stille dag på Christiansborg, men ønsker man lidt fest og farver, skal man ikke gå længere end til Statsministeriet. Her inviterer Helle Thorning-Schmidt til reception for politiske kolleger, venner og partifæller i anledning af sit 10-års jubilæum som formand for Socialdemokraterne.

Tirsdag er det dog allerede igen hverdag for jubilaren, når hun klokken 13 skal svare på spørgsmål og drillerier fra Folketingets partier i statsministerens spørgetime.

Forsvarsminister Nicolai Wammen (S) skal i to åbne samråd lige efter hinanden. Det første handler om Forsvarets Efterretningstjenestes samarbejde med lande i Mellemøsten og Nordafrika, der benytter sig af tortur. Det andet samråd har et mere lokalt sigte, da det handler om fremtidens redningsberedskab på Bornholm. Begge samrådspørgsmål er stillet af Enhedslisten.

Onsdag er udenrigsminister Martin Lidegaard (R) og kulturminister Marianne Jelved (R) kaldt i samråd af kulturudvalget. Her skal de to radikale ministre redegøre for deres holdning til, at der skal afholdes VM i fodbold i Qatar i 2022.

Torsdag er der tredje og sidste behandling af lovforslag om at forbyde snus i løssalg. Forbuddet kommer, fordi regeringen har valgt at rette ind efter Europa-Kommissionen, der sidste år stævnede Danmark for ikke at overholde tobaksdirektivet.

På Amalienborg Slotsplads kan man klokken 12 vinke til dronning Margrethe II, der holder sin 75 års fødselsdag.

Fredag skal beskæftigelsesminister Henrik Dam Kristensen (S) i åbent samråd om gensidig forsørgerpligt. Det er Enhedslistens Finn Sørensen, der har indkaldt til samrådet, hvor ministeren skal svare på, hvad han har gjort ved, at kommuner har truffet ulovlige afgørelser i sager om gensidig forsørgerpligt for samlevende kontanthjælpsmodtagere.

Og så har den borgerlige opposition fremsat to beslutningsforslag på terrorområdet, der begge skal førstebehandles i Folketingssalen.

Det første forslag skal pålægge justitsministeren at tilbagetrække det aktstykke, hun har fremsat i Finansudvalget for at finde 130 millioner til en merbevilling til politiet i 2015 som en del af regeringen terrorpakke. De borgerlige partier er stærkt kritiske over for den måde at finde finansieringen på.

Det andet beslutningsforslag er et forslag til et forbud mod, at danskere og herboende udlændinge kan rejse til Syrien eller Nordirak. Overtrædelse af forbuddet skal i det borgerlige forslag kunne straffes med op til 6 års fængsel.

I weekenden går det løs med politiske landsmøder. Lørdag løber Liberal Alliances landmøde af stablen i Tivoli Hotel & Congress Center i København, mens medlemmerne af SF stimler sammen i Falkonersalen, København både lørdag og søndag.

Fødselsdage:
Pelle Dragsted, politisk rådgiver og folketingskandidat for Enhedslisten, kan mandag 13. april fejre sin 40-års fødselsdag. Tillykke!

Forrige artikel Analyse: Ydmyg Hillary Clinton lancerer markant anderledes kampagne end i 2008 Analyse: Ydmyg Hillary Clinton lancerer markant anderledes kampagne end i 2008 Næste artikel Her er Papes tre krav til en blå regering Her er Papes tre krav til en blå regering