Det sker i dansk politik: Sorte onsdag, SU-samråd og to landsmøder

OVERBLIK: Der er nok at tage fat på i den kommende uge i dansk politik, hvor blandt andet Dansk Folkeparti og Radikale begge holder landsmøder. Få overblikket her.

Weekenden er overstået og en ny uge står for døren. Nogle tog allerede fat på ugens opgaver søndag, hvor erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen (V) og forsvarsminister Peter Christensen (V) rejste til USA for at tage del i et femdages eksportfremstød. Sammen med Dansk Industri vil de to ministre søge nye samarbejdsrelationer. Besøget starter i New York for derefter at fortsætte i Texas og Washington.

I lørdags startede 3F sin kongres i Aalborg, og den varer til torsdag. Her skal LO-formand Lizette Risgaard blandt andet tale, ligesom der vil være forskellige prisuddelinger.

Mandag mødes statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) med Islands statsminister, Sigurður Ingi Jóhannsson. Det sker på Marienborg.

Energi- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt (V) har mandag inviteret energiforligskredsen til et orienterende møde om det vindende bud af kystnære havvindmøller.

Buddet er ventet med særlig spænding i energikredse, men politisk udestår et drama, da regeringen med sin 2025-plan har slået fast, at de 350 MW kystnære vindmøller – imod hvad der er aftalt i energiaftalen fra 2012 – alligevel ikke skal bygges.

Mandag skal beskæftigelsesminister Jørn Neergaard Larsen (V) i samråd om dødsulykker på arbejdet, hvor han blandt andet skal forholde sig til, om han er tilfreds med, at et stort antal sager henlægges.

Tirsdag er der tre samråd på menuen.

  • Ligestillingsminister Ellen Trane Nørby (V) skal i samråd om ufrivillig berøring og befamling i det danske natteliv.
  • Beskæftigelsesminister Jørn Neergaard Larsen skal i samråd om kontanthjælp til sygdomsramte.
  • Justitsminister Søren Pind (V) skal i samråd om sikkerhed for ansatte i fængsler efter flere overfald på det seneste.

Onsdag ventes socialforvaltninger rundt omkring i landets kommuner at få en travlere dag end normalt. Her får kontanthjælpsmodtagere nemlig svar på, hvor stor reduktionen i deres ydelse bliver som følge af regeringens kontanthjælpsloft. Dagen er af flere døbt sort onsdag, og der er blandt andet i København arrangeret en sørgemarch.

Onsdag får Lars Løkke igen fint besøg. Denne gang af Litauens præsident, Dalia Grybauskaitė, der kommer til møde i Statsministeriet.

På Christiansborg er der onsdag høring om nationale test i folkeskolen. Høringen er arrangeret af Børne- og Undervisningsudvalget, og her vil blandt andre Claus Hjortdal fra Skolelederforeningen og Mette Witt Hagensen fra Skole og Forældre holde oplæg.

Der er også en række samråd onsdag. Folketingets Uddannelses- og Forskningsudvalg har kaldt uddannelses- og forskningsminister Ulla Tørnæs (V) i samråd om nedskæringer i SU, der er en del af regeringens 2025-plan. Derudover skal følgende ministre i samråd oonsdag:

  • Miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V) skal i samråd om godkendelsen af ny nitratplan og den danske kvægundtagelse.
  • Sundheds- og ældreminister Sophie Løhde (V) skal i to samråd. Først handler det om sammenligning mellem plejehjem og hoteller, og derefter om selvskade blandt børn og unge.
  • Transport- og bygningsminister Hans Christian Schmidt (V) skal i samråd om, hvordan den nye bekendtgørelse om godkendelse af vandhaner vil påvirke kvaliteten af det danske drikkevand.

Folketinget sender onsdag en ottemands delegation til USA for at deltage i FN’s generalforsamling i New York. Blandt deltagerne er Morten Bødskov (S), Søren Gade (V), Lisbeth Bech Poulsen (SF) og Ole Birk Olesen (LA). Turen begynder i Washington D.C, hvorefter delegationen rejser til FN i New York. Turen varer indtil 30. september.

Torsdag er Peter Juel Jensen (V) og Rasmus Jarlov (K) værter for en høring om biologiske terrorangreb. Baggrunden er blandt andet en række rapporter fra EU, NATO og WHO, der for nylig har sat fokus på den biologiske trussel og behovet for et biologisk beredskab.

Fredag ventes der at falde dom i sagen mod digter og tidligere folketingskandidat Yahya Hassan. Han er tiltalt for i alt 35 lovovertrædelser, blandt andet at skyde den person i foden.

På Christiansborg er der et enkelt samråd fredag. Her skal beskæftigelsesminister Jørn Neergaard Larsen blandt andet redegøre for regeringens indsats for nedslidte på arbejdsmarkedet.

Lørdag begynder to landsmøder. Både Radikale og Dansk Folkeparti mødes nemlig denne weekend.

Radikale mødes traditionen tro i Nyborg, hvor der blandt andet vil være tale fra politisk leder Morten Østergaard og valg til hovedbestyrelsen og almindelig politisk diskussion.

Dansk Folkeparti mødes i Herning, hvor der blandt andet vil være tale fra formand Kristian Thulesen Dahl.

Begge landsmøder slutter søndag.

lørdag begynder Dansk Metal sin kongres i Aarhus, der varer til næste tirsdag. Her vil der blandt andet være debat mellem DI-direktør Karsten Dybvad og Dansk Metals forbundsformand, Claus Jensen.

Der er også et par runde fødselsdage, som skal fejres i løbet af ugen. Onsdag fylder Dansk Folkepartis Kim Christiansen 60 år, og samme dag fylder Radikales EU-Parlamentsmedlem Morten Helveg Petersen 50 år. Bornholms socialdemokratiske borgmester, Winni Grosbøll, fylder fredag 40 år.

Forrige artikel Ældre Sagen i oprør over lønsmæk til seniorjobbere Ældre Sagen i oprør over lønsmæk til seniorjobbere Næste artikel Radikale er klar til at lave aftale med blå blok Radikale er klar til at lave aftale med blå blok