"Det er alvorlige tider i disse år"

NYTÅRSTALE: I sin 40. nytårstale havde dronning Margrethe den alvorlige mine på i anledning af den europæiske gældskrise. "Netop i vanskelige tider er det vigtigt, at vi har blik for hinanden og er parate til at opmuntre og støtte der, hvor vi kan."

Selv om Danmark ikke er blandt de hårdest ramte, er det bekymrende med den verdensomspændende krise. Det var hovedtemaet for den traditionsrige tv-transmitterede nytårstale fra dronning Margrethe anno 2011.

"Det er alvorlige tider i disse år. Den globale økonomiske krise er tydelig for alle, ikke mindst her i Europa, hvor man står over for meget alvorlige problemer, som påvirker alle dele af samfundet.

I vores tid er det blevet stadig klarere, at alle dele af verden er afhængige af hinanden, og at det, der sker ét sted, kan være skæbnesvangert også for andre. Inden for Europa er det blevet særligt tydeligt i de seneste år. Over store dele af verden er væksten gået i stå eller sat på vågeblus, og det er bekymrende, også for Danmark, skønt vi ikke er blandt de hårdest ramte," sagde dronningen blandt andet.

Dronningen virkede særligt bekymret for unge danskere, der ikke kan finde arbejde eller uddannelse:

"Også for mange af de unge er situationen bekymrende. De kan ikke få rigtigt fat, fordi de ikke kan komme i arbejde, eller fordi de ikke får den uddannelse, som kan forbedre deres chancer for at finde beskæftigelse. Det kan give selvtilliden et knæk, som gør det yderligere vanskeligt at komme i gang, finde fodfæste og komme videre. Det er alvorligt; ikke bare for det enkelte unge menneske, men for hele samfundet. For det er jo de unge, der skal føre vort samfund videre, det er dem, som vores fremtid skal bygge på."

Der var store roser til de udsendte på mission i Libyen:

"Også i år har danske udsendte været indsat i mange af verdens brændpunkter. Overalt aftvinger de stor respekt og anerkendelse blandt vore samarbejdspartnere og allierede. Her vil jeg gerne fremhæve de danske flyvere og takke dem for deres fremragende indsats i Libyen."

Margrethe sluttede utraditionelt med at ønske at "Gud bevare jer alle - Gud bevare Danmark".

Altinget.dk bringer nytårstalen i sin helhed nedenfor.

Godt nytår.

Redaktionen

Forrige artikel Jespersen & Pittelkow starter netavis Næste artikel Det officielle Danmark hejser EU-flaget