Den kyniske udenrigspolitik vinder uafbrudt, mens idealismen kun er til pynt
De, der fortsat tror, at udenrigspolitik er drevet af idealisme, er dybt naive. Der er naturligvis øjeblikke, hvor regeringer og politikere rent faktisk er idealistiske, men det går i reglen hurtigt over. Pragmatisme og realpolitik skubber altid idealismen til side, skriver David Trads.
Da Henry Kissinger for nyligt rundede 100 år, blev han hyldet, som om han var en helt, selv om vi ret beset burde have brugt anledningen til at tænke på de ufatteligt mange mænd og kvinder, der ikke nåede at blive ret gamle, fordi hans aktioner slog dem ihjel.
Den bloddryppende kyniker, der som national sikkerhedsrådgiver (1969-75) og udenrigsminister (1973-77) for først præsident Nixon, siden præsident Ford, stod i spidsen for ubehagelige og menneskefjendske handlinger fra Vietnam til Chile.
Ret beset burde Kissinger være spærret inde for krænkelser af menneskerettigheder og anstiftelse af kup i andre lande, men i stedet blev han i sin tid gudhjælpemig tildelt Nobels Fredspris. Han er symbolet på realpolitik – altså at idealer bare er til pynt.
Alligevel er han i dag en, som det halve af verden lytter til, når han udlægger teksten og forklarer, hvordan verdens konflikter bør løses. Da han havde magt, var metoden altid krig og vold. I de forløbne årtier, hvor han ikke har haft formel magt, er det gået gennem taler og bøger.
Jeg mindes Kissinger, fordi han er en mand befriet for idealer. En tænker, som udelukkende agerer ud fra, hvad der i en given situation bedst kan betale sig for ham og de interesser, han arbejder for. Han er kroneksemplet på, at udenrigspolitik er lig med kynisme.
De, der fortsat tror, at udenrigspolitik er drevet af idealisme, er dybt naive. Der er naturligvis øjeblikke, hvor regeringer og politikere rent faktisk er idealistiske, men det går i reglen hurtigt over. Pragmatisme og realpolitik skubber altid idealismen til side.
Vi ved det, fordi vi har set det tusinde gange før. Tillad mig at minde om tre meget tydelige illustrationer på det selvindlysende ud fra en dansk virkelighed.
For det første – Schlüters omfavnelse af DDR.
I 1988 – året før Muren faldt – rullede kommunistdiktaturet DDR den røde løber ud for statsminister Poul Schlüter (K) på statsbesøg. Undervejs talte han ustandseligt om handel og eksport, mens menneskerettigheder blev tonet ned til et minimum. Større hensyn vandt.
{{toplink}}
For det andet – Søvndals ligegyldighed over for Palæstina.
Da Villy Søvndal i 2011 blev udenrigsminister, skiftede han aldeles omgående fra at være idealist til realist. Løftet om at anerkende Palæstina som selvstændig nation – et af SF’s udenrigspolitiske glansnumre – blev omgående pakket ned. Større hensyn vandt.
For det tredje – Frederiksens ligegyldighed over for klyngebomber.
Da USA for nyligt meddelte, at de vil stille klyngebomber til rådighed for Ukraines hær, kunne man have forventet, at statsminister Mette Frederiksen ville reagere. Danmark er officielt modstander af det modbydelige våben. Hun tav. Større hensyn vandt.
Og de forløbne døgns Nato-topmøde er i den grad også anskuelighedsundervisning i, at den pragmatiske realpolitiske linje altid ender med at vinde.
Eksempel 1: For at få Sverige med i Nato gik alliancen med til – igen-igen – at ofre de kurdere, som ellers har været vores nyttige allierede i eksempelvis Irak-krigen. Halvdiktatoren Erdogans krav blev accepteret. Større hensyn vandt.
{{toplink}}
Eksempel 2: Ukraine blev ikke lovet et Nato-medlemskab – hverken nu og her eller efter krigen. Præsident Zelenskij var rasende, mens især præsident Biden insisterede på, at Ukraine skal følge næsten normale ansøgningsprocedurer. Større hensyn vandt.
Med andre ord: Alle eksemplerne over for – de danske og de internationale – understreger, at Kissingers realpolitiske linje ikke bare af og til, men uafbrudt vinder. Udenrigspolitik handler om nationers egeninteresse. Derfor vinder pragmatiske, kyniske forslag altid.
Og til dem, der blev så ophidsede, da jeg her i Altinget prøvede – ud fra en realpolitisk tankegang – at analysere mig frem til, hvordan Ukraine-krigen vil ende, så er der dårligt nyt. De mudrede, uædle forhandlinger med Rusland, jeg forudså, er reelt allerede i gang.
Amerikanske medier har afsløret, at en gruppe tidligere topdiplomater i Det Hvide Hus og USA's Udenrigsministerium i New York har holdt sonderinger med russiske topfolk tæt på Kreml.
Formålet var og er at undersøge, hvilke muligheder der kan være for fred. Udenrigsminister Sergej Lavrov var angiveligt i et af møderne.
Præsident Biden har bekræftet, at han kender til møderne, men at han ikke har iværksat dem. Det er givetvis korrekt, men det er standardprocedure for amerikansk diplomati, at man fører den slags uofficielle møder, når nu officielle kontakter er nedbrudt.
Det er faktisk lige efter Kissingers playbook. På et tidspunkt skal krigen mellem Rusland og Ukraine stoppe, så alle kan komme videre. For at nå freden tidligere end ellers skal alle parter være parate til at give sig. Det er udtryk for rettidig omhu at undersøge muligheder.
Den slags er aldrig kønt, men som Margrethe Vestager i en anden sammenhæng ikonisk fastslog:
"Sådan er det jo."
Nato-topmødets svære dilemma: Hvornår og hvordan kommer Ukraine ind i alliancen?
Vi skal have røv nok i bukserne til at udfordre vores børn på fremtidens løsninger
