Vent med at åbne champagnen, EU. Polen har stadig lang vej til demokrati

Det er forår, solen skinner og for nylig fandt EU den helt store pengekat frem og sendte 6,3 milliarder euro mod Polen.

Det er første del af de midler, EU har tilbageholdt fra Polen grundet landets afmontering af retsstaten under den nu tidligere regering fra partiet Lov og Retfærdighed (PiS).

Det er også den største overførsel af penge i Polens nu 20-årige medlemskab af EU.

Alligevel har EU stadig lommerne fulde af midler, der er øremærket Polen, og som skal skibes afsted mod medlemslandet i takt med at retsstaten bliver genoprettet.

Det forventer EU-Kommissionen, at den snart bliver, efter at tidligere EU-rådsformand Donald Tusk sidste efterår vandt det polske parlamentsvalg på et løfte om at genindføre demokrati, retsstat og menneskerettigheder samt bedre forholdet til EU.

Det handler ikke kun om penge.

I maj lød det fra formanden for EU-Kommissionen, Ursula von der Leyen: ”Efter mere end seks år mener vi, at Artikel 7-proceduren kan lukkes.”

Artikel 7-proceduren kan i yderste konsekvens lede til, at et medlemsland mister sin stemmeret.

{{toplink}}

Den blev sat i værk for første gang i EU’s historie i december 2017 mod Polen. I efteråret 2018 fulgte Ungarn.

Siden er der ikke sket så meget, blandt andet fordi det kræver enstemmighed blandt de andre EU-medlemsstater at inddrage et lands stemmeret – og hidtil havde Polen og Ungarn hinandens ryg.

Nu finder Kommissionen ikke længere, at der er ”en klar risiko for et alvorligt brud på retsstaten” i Polen.

Polens nye regering har ”igangsat en række tiltag for at adressere bekymringerne for retssystemets uafhængighed, har anerkendt EU-lovgivningens overhøjhed og har forpligtiget sig til at implementere (EU-Domstolens) afgørelser vedrørende retsstaten.”

Det er helt klart positivt for retsstaten i Polen og dermed i EU. Jeg møder endda ofte den opfattelse, at ”problemet Ungarn” med tiden vil løse sig selv – ligesom Polen!

Men vent lidt med at åbne champagnen. For det første er Ungarn ingenlunde Polen.

Det sidste frie og retfærdige valg, der blev holdt i Ungarn var ifølge OSCE i 2010 for 14 år siden. Ifølge ny forskning i det seneste valg i Ungarn, er det ikke længere muligt for den ungarske befolkning at skifte deres regering ud ved valg.

For det andet er det ret flot at mene, at ”problemet Polen” løser sig selv.

At gen-demokratisere et land er et gigantisk, ekstremt kompliceret arbejde. Det kræver imponerende ekspertise, endeløse reformer, befolkningens opbakning og tid. Lang tid.

At få valgt og indsat en regering, der har gen-indførsel af demokrati og retsstat som sin førsteprioritet er første skridt. Tillykke med det, Polen! Men der er lang vej igen.

Tag nu bare statsmedierne. Ifølge Reporters without Borders fungerede de som PiS-regeringens propagandaapparat.

Ifølge en nøglemedarbejder i den statslige tv-kanal, TVP, lavede de ved parlamentsvalget i efteråret ”værre propaganda end i 1970’erne” - altså under kommunismen. 

Ifølge OSCE var 80 procent af TVPs dækning af oppositionen (der vandt valget og nu danner regering) negativ, mens dækningen af PiS var overmåde positiv, samt designet til at understøtte partiets kampagnebudskaber.

Sådan var det også ved parlamentsvalget i 2019, og præsidentvalget i 2020, som PiS da også vandt.

Kommunistisk propaganda til fordel for ét parti går jo ikke i et demokrati og EU-medlemsstat, og da slet ikke, hvis man skal forsøge at hele et dybt splittet samfund ved at skabe informationskanaler, alle kan stole på.

Men hvordan reparerer man i praksis TVP uden at forfalde til PiS' metoder? Hvordan udskifter man de politisk indsatte ledere og journalister, uden politisk at indsætte ledere og journalister?

I julen lærte kulturministeren i Donald Tusks nye, erklæret demokratiske regering, (forhåbentlig) hvordan man IKKE gør det. Det er svært.

{{toplink}}

Eller tag domstolene. Et af de allervigtigste principper i et demokrati er retsstaten; det, at alle er lige for loven og at domstolene er upartiske. Magtens tredeling.

Det princip ødelagde PiS fra grunden ved politisk at udnævne dommerne i Det Nationale Domstolsråd, der er det organ, der udpeger nye dommere i Polen.

Hvordan slipper man af med de 2.000 politisk udpegede dommere (der er i alt cirka 10.000 dommere i Polen), uden politisk at udpege nye? Hvordan genindfører man retsstaten, magtens tredeling, domstolenes upartiskhed, princippet om, at alle er lige for loven?

Det har Polens nye justitsminister, Adam Bodnar, faktisk et bud på.

Det er hele retsstaten, fra Forfatningsdomstolen over Højesteret og helt ned til byretterne, der kan sås tvivl om i Polen. Men nældens rod er Det Nationale Domstolsråd (på polsk KRS).

I april vedtog det polske parlament et lovforslag, hvorefter det igen skal være dommere, ikke politikere, der udpeger dommerne i KRS.

Så langt, så godt.

Efter at loven er vedtaget i det polske parlament, skal den underskrives af præsidenten. Her bliver det intrikat, for præsident Andrzej Duda fra PiS har veto-ret, og han er ikke bange for at bruge den og sidder godt et år endnu.

Skulle han alligevel af en eller anden grund (for eksempel at partiformand Jarosław Kaczyński beder ham om det) underskrive loven, kan han altid smide den til prøvelse i Forfatningsdomstolen (for eksempel fordi partiformand Jarosław Kaczyński beder ham om det).

Der er fyldt med dommere, udpeget af det gamle KRS, der er udpeget af PiS.

Selv hvis alt det skulle lykkes, er der ikke en plan for, hvad der skal ske med de mange, allerede indsatte, politisk udpegede dommere. Eller de domme, de har nået at afsige. Eller en prognose på, hvordan EU vil reagere på det.

Derudover er der hele tiden en risiko for, at den pro-demokratiske regeringskoalition falder fra hinanden. De er enige om at gen-installere demokrati og retsstat, men uenige om det meste andet.

{{toplink}}

Det er ikke så mærkeligt. Koalitionen spænder fra det yderste venstre til et traditionelt, katolsk bondeparti.

Hvordan skal de kunne blive enige om grøn omstilling, om landbrugsstøtte, om LGBT-rettigheder? Regeringen har netop foreslået ikke mindre end tre forskellige forslag til en ny abortlovgivning, da den ikke kunne blive enig med sig selv.

Og alt det her er endda i et land, der har erfaring med demokratisering fra 1989.

Hvor civilsamfundet i den grad er levende og højtråbende og hvor den nye, demokratiske regeringsleder, Donald Tusk, med en fortid både som regeringsleder i Polen og rådsformand i EU og med en historie, der går tilbage til den frie fagforening Solidaritet, er dybt rutineret og har masser af kontakter, ikke mindst i EU og de europæiske hovedstæder.

PiS mener, at EU’s ændrede attitude overfor Polen, afskibningen af EU-milliarderne og aflysningen af Artikel 7-proceduren, er politisk motiveret; ren kærlighed til Donald Tusk og lige så rent had til PiS.

Der er jo ikke sket reelle ændringer i den polske retsstat endnu.

Det er et substantielt argument. Måske burde EU slå koldt vand i blodet og holde vejret, indtil reformerne er implementeret, vel vidende at meget kan gå galt undervejs.

Demokrati er dyrebart. Det er vanskeligt at opnå og besværligt at genindføre.

Det er også skrøbeligt. Lad være at fucke med det.

{{toplink}}