Debat: Fat mod, Lars Aslan, feministerne er her!

Af Uzma Ahmed, Brune Feminister 
& Ulla Tornemand, Frit Slag

Den socialdemokratiske politiker og brocialist Lars Aslan Rasmussen udspyr i sin klumme fra 27. januar alternative fakta om, hvad han betragter som feministiske navlepillerier, og det gør han hurtigere, end man kan nå at sige ”Donald Trump”. 

Dermed fjerner han fokus fra de særdeles reelle ligestillingsproblemer, vi stadigvæk står over for globalt såvel som nationalt.

Uanset om man er en brovtende brocialist eller en feteret/fæl feminist, må det være rimeligt med et minimum af forholden sig til fakta, når man(d) skyder med skarpt mod kvindekampens deltagere. 

For os som kvinder, der er en aktiv del af det benhårde, ulønnede knoklearbejde for lige muligheder, står Aslan Rasmussens indlæg som en hån mod både hvide og brune feminister.

En sådan latterliggørelse af kvindesagen er en ikke ukendt herskerteknik, som eksempelvis mænd, der enten føler sig overset eller har mistet overblikket, anvender, fordi de ikke selv ved nok om sagen.

Faktuelt er det gang på gang dokumenteret, at køn, etnicitet, klasse, tro, seksuel orientering og kulturel baggrund er afgørende for, hvorvidt man tildeles muligheder, hvilke begrænsninger man møder, samt ens adgang til demokratiske rettigheder.

Som kvinder i Danmark er vi vidner til, hvordan vores muligheder forringes år efter år. Aktuelt er Danmark raslet ned på en 19. plads på ranglisten over ligestilling i verdens lande ifølge Global Gender Gap Report.

Forklaringen skal blandt andet findes i manglen på ligeløn (hvor løngabet p.t. øges), i, at de såkaldte ”kvindefag” er udsat for massive besparelser og nedskæringer, i skattereformer, der rammer kønsmæssigt skævt, i et kontanthjælpsloft, der eksplicit går efter – og rammer – enlige, kvindelige forsørgere, i seksuelle overgreb, i sexchikane, i voldtægter og partnervold, der primært rammer piger og kvinder, i diskrimination af især kvinder i den fødedygtige alder på arbejdsmarkedet, i forskelsbehandlingen af kvindelige folketingspolitikere og i stigende problemer med digitale seksuelle krænkelser af især piger og kvinder.

Den fri abort blev indført i 1976, men de senere år er kampen mod den fri abort taget til, også her i lille Danmark, ligesom det indtil for ganske få år siden udløste en rabat i strafudmålingen, hvis man voldtog eller slog sin ægtefælle ihjel. Og vi kunne blive ved.

Hvad Aslan Rasmussen måske ikke er klar over er, at social kontrol og vold forekommer i alle samfundslag og blandt alle samfundsgrupperinger – og dét uagtet etnicitet, religion, klasse og kulturel baggrund. Men én ting går igen: Offeret er som oftest pige eller kvinde. 

Betyder det så, at feminister ikke skal tale om parallelsamfund, eller afholde sig fra at tale om, hvilke demografiske forhold der kan spille ind? Nej, selvfølgelig ikke. Og det undlader vi skam heller ikke. Tværtimod. Vi taler om og imod strukturel undertrykkelse, og vi gør det både nationalt og internationalt. Vi gør det solidarisk. 

Modsat Aslan Rasmussen nægter vi at abonnere på en præmis om, det er de hvide kvinder, der skal redde de brune. Det kan de og vi egentlig fint nok klare selv, hvilket Aslan Rasmussen også ville vide, hvis han helt konkret og med ”jord under neglene”, selv beskæftigede sig med ligestilling, aktivistisk og/eller akademisk.

Aslan Rasmussens uvidenhed og historieløshed er beskæmmende, fordi han med sin klumme i virkeligheden positionerer sig selv som reaktionær (mandlig) feminist ud fra devisen om, at etnisk danske kvinder bare skal holde kæft og redde deres stakkels brune medsøstre. Og disse skal i forlængelse heraf åbenbart bare holde kæft og lade sig redde. Det er ærligt talt skræmmende, at en folkevalgt, der tilmed kalder sig feminist, på den måde forsøger at udøve social kontrol over både brune og hvide kvinder.

Den sociale kontrol legitimerer han fra en politisk magtposition, som han KUNNE have valgt at bruge til at arbejde for at få ændret de vilkår og skabt de rammer, der skal til, for at vi reelt kan opnå ligestilling. 

Med sine alternative fakta opnår Aslan Rasmussen i stedet snarere at modarbejde ligestilling og dermed bidrage til at forringe kvinders – og andre befolkningsgruppers – vilkår.

Nuvel, vi vil gerne invitere indenfor og henvise til en meget presserende og let tilgængelig sag, hvor Aslan Rasmussen netop med fordel som folkevalgt kan bakke op og sikre konkret handling til gavn for kvinders ligestilling, siden det tilsyneladende ligger ham så meget på sinde.

Et område, som har stor betydning for kvinders frihed, og hvor alt forarbejdet er gjort, så der blot skal følges op på anbefalinger i konventioner, der allerede er underskrevet, er sidestillingen af psykisk vold med fysisk vold.

Hvis psykisk vold blev ulovligt på lige fod med fysisk vold, ville det redde kvindeliv. Og det ville det, fordi psykisk vold er en del af alle grænseoverskridende forhold og fører til optrapning, der i værste fald ender med, at kvinder bliver udsat for såkaldt ”æresrelateret vold”, eller bliver dræbt i såkaldte ”familietragedier”.

Den eneste forudsætning for at bakke op om dette tiltag er, at Aslan Rasmussen tager afsæt I den virkelighed, som er hverdag for mange kvinder.

Et andet område, hvor han kunne gøre en forskel, er den sociale kontrol, som piger og kvinder dagligt udsættes for uanset etnicitet, tro og kulturel baggrund. Det gælder lige fra piger, der presses ned i ”dullekasser” i de offentlige daginstitutioner og skoletilbud, til piger og kvinder, der mødes af sanktioner, når de ønsker at leve deres liv ud fra de demokratiske principper, som burde gælde alle.

Social kontrol har i øvrigt en underbelyst betydning for alle køn, og når der kæmpes og vindes på ét område, forbedres vilkårene generelt.

Der er altså masser at tage fat i, og der er altid brug for frivillige kræfter eller donationer til eksempelvis Exitcirklen.

Så kære Aslan Rasmussen: Se bjælken i eget øje, før du ser splinten i andres. Dét gør vi andre sådan set allerede.

 

debat@altinget.dk