Debat: Det postfaktuelle samfund skal dø. Tre metoder til aflivning
DEBAT: Tillykke til Donald Trump for at være blevet statsborger i det postfaktuelle samfund og for at turde tage fissen ved hårene, vælte Hillary Clinton som World Trade Center og gøre kløften mellem pøbel og elite større end nogensinde, skriver studerende Markus Lentz.
Af Markus Lentz
Studerende og debattør på Politikens Debattør- og Kritikerskole
Facebook er oversvømmet med meninger og konspirationer om, hvordan Donald Trump vandt præsidentembedet. Det er blevet så svært at gennemskue, hvad han har sagt under valgkampen. Konteksterne for hans udsagn til valgmøderne er blevet udvasket af oppositionens sammenklippede, titelløse Facebookvideoer: De citerer ham uden kilder og fylder dit og mit Facebook-feed med unuancerede og hadefulde kommentarer og løgnehistorier. Det kan lade sig gøre, fordi de sociale medier hverken har noget filter eller er underlagt medieansvarsloven og presseetiske regler.
Der er intet udemokratisk i, at Trump er blevet præsident. Han blev valgt ud fra et demokratisk princip, som nationens fædre satte deres Hancock på. Det er hellere ikke ulovligt at lyve i en valgkamp, og derfor er det ikke juridisk forkert, at Trump er blevet præsident. Selvom Tampa Bay Times faktatjek-platform, PolitiFact.com, i 2015 kårede Trump til årets løgner, fordi han løj så meget i offentligheden, at Abraham ”Honest Abe” Lincoln vendte sig i graven.
Det er dog stærkt kritisabelt, at postfaktuelle og evidensforladte argumenter har domineret valgkampene i USA og i Storbritannien. Det postfaktuelle samfund er blevet manifesteret i demokratiet, og den manifestation skal deporteres ud af den frie verden og mures inde.
Men hvem skal bygge muren og deportere det postfaktuelle samfund? Skal det være journalisterne og eksperterne David Trads, Morten Bay og Mads Fuglede, som bebrejdes og tilsvines med Trump-lignende retorik, fordi de tog fejl? Skal det være boble-mesteren, Vincent F. Hendricks, som på sin blog i Ingeniøren fra 2012 forudså det postfaktuelle demokrati? Eller skal det være Svend Brinkmann, som skriver en fortsættelse til bogen Stå Fast om, hvordan man står fast over for det postfaktuelle samfund?
Facebook og Marc Zuckerberg er allerede i gang med en deportering af postfakta ved at varedeklarere historierne som sande og falske. Det sker i kølvandet på, at de er blevet beskyldt for at have fabrikeret falske historier.
Ligeledes har chefredaktør Lisbeth Knudsen fra Mandag Morgen også lanceret en pendant til Politifact.dk, Tjekdet.dk, som skal aflive det postfaktuelle samfund og ”det alt for frie ord” på internettet. De vil hjælpe den almene mediebruger med at navigere i strømmen af løgne og sandheder.
Jeg vil også gerne supplere med tre forslag – selvom jeg hverken er Brinkmann, Hendricks eller Knudsen – til, hvordan man kan bygge en mur omkring det postfaktuelle samfund og isolere det fra det teknokratiske demokrati.
Det første forslag går på, at selvom der i folkeskolens formålsparagraf står, at folkeskolen skal forberede eleverne til deltagelse, medansvar, rettigheder og pligter i et samfund med frihed og folkestyre, så skal der mere demokrati, kildekritik og samfundsfag på skoleskemaet. Eleverne skal lære om det komplekse postfaktuelle samfund nu, og ikke først når de går i gymnasiet eller kommer på universitetet, for så er det for sent. Eleverne skal lære, at svindlende politikere kan ødelægge kommende generationers muligheder som ved Brexit, valget i USA og muligvis ved det kommende valg i Frankrig.
Det andet forslag er, paradoksalt nok, inspireret af en Facebook-opdatering på forfatteren Susanne Stauns profil. Eliten og ”pøblen” skal indse, at kløften mellem dem er skabt af politikerne. Derudover skal de alle tage et autoriseret kørekort til valgurnen. Formålet med kørekortet er, ligesom i folkeskolen, at samfundsborgere skal lære at navigere i demokratiet, så de ikke vælger postfaktuelle, racistiske hadprædikende politikere, der ønsker at berøve journalister deres pressefrihed. Samtidig er formålet at undervise vælgerne i at stille sig kritiske over for populistiske valgtaler, slogans og mainstream mærkesager i krisetider.
Det tredje forslag er, at københavneravisen Politiken inviterer Boston Herald, Der Spiegel og resten af verdens omnibus-, tabloid- og netaviser til at gå sammen om at tilbyde debattør- og kritikerskoler til folket på tværs af hudfarve, køn, seksualitet, nationaliteter, politiske overbevisninger og grænser. For selvom aviserne, ifølge kritikerne, har fejlet og mistet befolkningens tillid, så er det stadig avisernes demokratiske opgave at oplyse i en tid, hvor skolebøger går på kompromis med Facebook. Det er samtidig også mediernes bedste måde at få genskabt deres renommé ved at tilbyde og folkeliggøre kritik, så det ikke længere kun er for den privilegerede hvide mand eller kvinde.
Det er så vigtigt i disse tider, hvor propaganda, postfakta og løgne florerer på internettets medier, at skoler, stat og aviser samles mod det faktaløse samfund. For det er ikke længere vigtigt, at professorer og eksperter bekræfter det postfaktuelle samfunds eksistens.
Det vigtigste er nu at bygge en mur omkring det postfaktuelle samfund.
Ida Auken: Se mine stålsatte blå robotøjne
HK: Dansk politi har behov for forskellige kompetencer
